Det er ikke mange Folkemødegæster, som DR Nyheder har talt med, der har meget til overs for, at Folkemødets dag tre kommer til at bære præg af højreekstremistiske debatter, når den stærkt islamkritiske Geert Wilders og det ekstremt højreorienterede Gyldent Daggry i morgen gæster Allinge på Bornholm.
Heller ikke Ina Lindemark, der er til Folkemøde med sine tre børn, far og veninde, har tænkt sig at møde op til de to arrangementer:
- Vi har planlagt turen i lang tid, og efterhånden som programmet blev offentliggjort, og der kom de her ekstremister på, så begyndte vi at snakke om, hvorvidt det ville være et problem at tage herover med børnene.
Folkemøde for folketDet valgte den lille familie alligevel:
- For vi blev også en lille smule irriteret over, at når det er et Folkemøde – vi er jo folket – at vi ikke skulle have lyst til at komme. Jeg synes, det er et problem, at der kommer nogen med så ekstremistiske holdninger, som kan tiltrække nogen med endnu mere ekstremistiske holdninger, så det skaber utryghed, siger hun og fortsætter:
- For man tænker jo på, at der kan komme nogle voldelige optøjer, og det er jo ubehageligt, når man har børn. Så vi har faktisk overvejet, om vi turde tage af sted, siger Ina Lindemark.
Ingen skal høre debatterBlandt de Folkemødegæster, som DR Nyheder har talt med, er der ingen, der skal høre de to debatter, der også op til Folkemødet skabte stor diskussion. Begrundelserne går alt lige fra at Geert Wilders er for ’rabiat’ og ’tosset’ til at give taletid. Og at Gyldent Daggry er ’uhyggelige’.
Hollandske Geert Wilders skal lørdag diskutere ytringsfrihed med Jyllands-Postens udlandsredaktør, Flemming Rose.
Det var Flemming Rose, der i sin tid var med til at beslutte at trykke de omstridte Muhammed-tegninger.
Wilders, der står på al-Qaedas dødsliste, har allerede på forhånd varslet, at han planlægger at holde en stærkt islamkritisk tale under Folkemødet.
Af sikkerhedsmæssige årsager er lørdagens debat derfor også blevet rykket fra et telt på festivalpladsen til aulaen på Kongeskærskolen i Allinge.
Om formiddagen har det indvandrerkritiske Danskernes Parti inviteret flere europæiske højrenationalistiske partier til paneldebat, hvor blandt andet Gyldent Daggry vil være repræsenteret.
Massivt sikkerhedopbudNår Ina Lindemark og hendes familie alligevel valgte at deltage i Folkemødet i Allinge, skyldes det i høj grad den massive politiindsats, der er på og omkring Bornholm.
- Vi besluttede at tage af sted, for vi ville under alle omstændigheder ikke gå til de her arrangementer, og så føler vi os ret overbevidste om, at politiet ved, hvad de laver. Men vi skal helt sikkert ikke høre oplæggene i morgen – de har jo taletid som alle andre, men det er ikke noget, jeg er interesseret i at høre og bakke op om, siger Ina Lindemark.
Man har hverken fra Bornholms Politi eller Folkemødets side ønsket at oplyse et præcis antal betjente, der i disse dage er udstationeret til Bornholm for at varetage den skærpede sikkerhed, men et skøn lyder, at mellem 500 og 800 betjente udgør det massive sikkerhedsopbud på Bornholm.
Og det er søstrene Hanne og Pia Nikolajsen fra Roskilde og Sønderborg glade for.
De er begge førstegangsdeltagere ved folkemødet og synes ikke, at ekstremister har noget at gøre ved mødet i Allinge.
- Jeg synes ikke, det er debatskabede og samfundsrelevant, at sådan nogen kommer her, og at de er inviteret, siger Pia Nikolajsen.
- Nej, og jeg synes også, at det skal være danske politikere og danske holdninger. Pludselig kommer der bare nogen udefra, som er så fjern fra vores tankegang, det synes jeg ikke er rigtigt, tilføjer Hanne Nikolajsen.
Heller ingen af de to vil være at finde til nogen af de omdiskuterede debatter i morgen.
- Det vil ikke holde os fra at gå i ud i morgen – vi er ikke bange – men vi vil heller ikke stå i nærheden og høre, hvad han vil sige. Det ligger så fjernt fra vores holdninger. Det er vores stille protest, siger Hanne Nikolajsen.
Børnene bliver på øen
Rikke Henningsen, der til dagligt arbejder som socialrådgiver, vil heller ikke være at finde i Allinge i morgen. Men det er ikke på grund af debatterne, men fordi hun skal hjem.
Hendes børn bliver til gengæld til Folkemødet, og i familien Henningsen har de også talt om, hvorvidt man bør opholde sig i nærheden af de to arrangementer.
- Jeg har det fint med, at mine børn bliver her. Jeg ved, at der bliver passet på dem. Men vi har talt om sikkerheden. Jeg vil helst ikke have, at de går ind i alt for store menneskemængder og sådan.
Skulle Rikke Henningsen selv have blevet på øen, ville hun heller ikke være at finde ved debatterne.
- Det ville jeg ikke have lyst til, for jeg ved, at det er et sted, hvor der er mulighed for, at der sker nogle ting.
Hvad synes du om, at de får lov til at debattere her?- På en måde er det okay – på den anden side er det helt hen i vejret. Men nu er de her og der bliver taget forholdsregler, og det er godt, siger hun.