Venstre til udenrigsministeren: EU-udspil er intet knæfald for DF

Det passer simpelthen ikke, at de borgerliges nye EU-udspil er et knæfald for Dansk Folkeparti, siger Venstres EU-ordfører.

Venstre har ikke lavet knæfald for Dansk Folkeparti med det nye EU-udspil, siger partiets EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

Det skal være langt sværere for EU-borgere, der kommer til Danmark, at optjene retten til danske velfærdsydelser som dagpenge, kontanthjælp og børnepenge.

Det mener de fire borgerlige partier, som torsdag præsenterede fælles EU-udspil. Hovedbudskabet er, at EU ikke skal udvikle sig til at blive en ”social union”.

Men der er absolut ikke tale om noget knæfald fra Venstres side for Dansk Folkeparti, som udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ellers har påstået.

Det mener Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

- Der er intet i udspillet, som man ikke har hørt mig sige inden for det seneste halve år, siger han og fortsætter.

- De 28 medlemslande har indrettet sig på 28 forskellige måder, når det kommer til de sociale systemer. Vi mener, at det er bedst, at man fastlægger de forskellige sociale niveauer i de enkelte medlemslande, siger Jakob Ellemann-Jensen.

DF og LA følger vores kurs

Hvor Venstre og De Konservative er de meste EU-positive partier på den blå fløj, befinder Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i den modsatte grøft.

Men ifølge Jakob Ellemann-Jensen er der ”intet odiøst i” at de borgerlige ikke er enige om EU-politikken.

- Men på det her område glæder det mig, at både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er kommet ind på vores kurs. Vi lægger netop op til at finde løsningerne inden for fællesskabet – og ikke ved at omgå fællesskabet, eller ved at finde dem uden for det, siger han.

Kan vælgerne forvente flere fælles-borgerlige aftaler i forhold til EU-politikken?

- Jeg vil da håbe, at så mange partier som muligt tilslutter sig Venstres meget begavede og fornuftige EU-politik. Det er partierne velkomne til at gøre, siger Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter.

- Venstres ønsker, at Danmark skal være så tæt på kernen af det europæiske samarbejde som muligt. Det giver Danmark den største indflydelse i Europa og verden, siger V-ordføreren.

EU-skeptiske partier bliver størst

Ifølge Martin Lidegaard er udspillet også et udtryk for, at Venstre forsøger at ”rydde den sidste sten af vejen for regeringsdeltagelse for Dansk Folkeparti”.

Det vil Jakob Ellemann-Jensen ikke forholde sig til.

- Vi skal nok vente en uge med at drøfte, hvem der skal i regering.

Han vil heller ikke forholde sig til, hvad det kommer til at betyde for blå bloks fremadrettede EU politik, at de EU-skeptiske partier er større end de EU-positive.

Hvis der var valg nu, ville Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ifølge den seneste Epinion-måling for DR Nyheder få 27,2 procent af stemmerne. Venstre og Konservative står derimod kun til at få 23,2 procent af stemmerne, viser målingen.

- Vi har dog en god tradition i Danmark for at føre en bred EU-politik. Det håber jeg, vi kan fortsætte med, siger han.

Ingen folkeafstemning i sigte

Ifølge Martin Lidegaard antyder indpakningen af jeres nye udspil, at den frie bevægelighed på tværs af EU-grænserne er et problem. Hvad siger du til det?

- Martin Lidegaard læser udspillet, som en vis herre læser Biblen. Vi lægger absolut ikke skjul på, at arbejdskraftens fri bevægelighed er en kæmpe gode og nødvendighed for et lille land som Danmark. Vi er helt afhængige af, at vi kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft udefra, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Kunne man forestille sig, at Venstre ligesom briterne vil afholde en afstemning om det danske EU-medlemskab, hvis I vinder valget?

- Nej.