Venstre præsenterer i dag et nyt asyludspil, "Styr på tilstrømningen" med flere stramninger - blandt andet skal det gøres sværere at få permanent ophold i Danmark.
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, vurderer dog ikke, at det vil spille den store rolle i forhold til at afskrække flygtninge fra at søge mod nord.
- Det er meget vanskeligt at forvandle vores velfærdssamfund til et ikke-attraktivt land, forklarer han.
Andreas Kamm peger blandt andet på, at Danmark har nogle fundamentale velfærdsgoder som for eksempel gratis uddannelse og lægebehandling.
- Det er nogle fundamentale velfærdsgoder, som er svære at underminere ved at justere på småtingsafdelingen i udlændingelovgivningen, siger han.
Glad for hjælp til nærområderne
Ét af den borgerlige fløjs helt store mærkesager under denne valgkamp har været, at Danmark i højere grad burde hjælpe i nærområderne i stedet for at gøre det, når de først er nået til landet.
Den melding er Andreas Kamm delvist positivt stemt overfor. Der skal nemlig langt mere hjælp til nærområderne, hvor de færreste har et ordentligt sted at bo, adgang til syge- og sundhedsvæsen og meget få af de syriske børn kommer i skole.
- Det er meget svært at påstå, at vi hjælper så effektivt i nærområdet, at folk med sindsro kan blive der, fordi tilværelsen kan leves der. Det kan den ikke for ret mange. De er i en hård knibe, så vi må ikke undre os over, at desperationen breder sig, håbet forsvinder, og folk søger andre veje. Det ville vi alle sammen gøre, siger han.
Ifølge Andreas Kamm bør det dog ikke være et enten eller, om Danmark skal hjælpe i nærområderne eller her i landet.
Ikke eneste med stramninger
Venstre er langt fra det eneste parti, der i valgkampen har talt varmt for stramninger på udlændingeområdet.
Eksempelvis forklarede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tidligere i dag, at hun var klar til at se på Venstre-udspillet med positive øjne efter gode idéer.
At store dele af de politiske partier vil stramme forholdene for blandt andet flygtninge, tager Andreas Kamm dog med en vis ro. Han betegner forslagene om stramninger som ren valgkamp.
- Derfor tror jeg, at man lige skal klappe hesten og se, hvad der er i det her, hvilke effekter kan man egentlig tro på, der kommer ud af det, forklarer han.
- Jeg tror ikke, at nogen europæisk politiker sandfærdigt kan påstå at kunne kontrollere konflikterne og flygtningestrømmene i Mellemøsten og de andre store konfliktområder. Der skal meget mere til, og det er et meget langt træk, siger Andreas Kamm.
Som en del af udspillet vil Venstre fratage Dansk Flygtningehjælps mulighed for at udpege medlemmer af Flygtningenævnet.