Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er klar til at se på Venstres bebudede asylreform, når det kommer til at stramme reglerne for, hvornår flygtninge kan få permanent opholdstilladelse.
- Jeg har ikke set hele forslaget, men vi vil da kigge på, om der er gode ideer i det, Venstre kommer med. Det kan der godt være, og så vil vi prøve at lave en aftale med Venstre også, siger Helle Thorning-Schmidt.
Venstre præsenterer i dag en asylreform, hvor de lover stramninger på udlændinge- og flygtningeområdet.
På forhånd har Venstre gjort det klart, at partiet ønsker at nedbringe udgifterne til området næste år.
Flere flygtninge til Danmark
Her kommer Danmark ifølge Venstre til at bruge ni mia. kr. ekstra på at håndtere en øget flygtningestrøm, som Venstre beskylder regeringens lempelser på området for at være skyld i.
Men statsministeren mener ikke, at lempelserne har haft stor betydning.
- Venstre forsøger at bilde danskerne ind, at hvis de sad i regeringskontorerne, så var der ikke kommet lige så mange flygtninge til landet. Vi har strammet asylreglerne, og alligevel kommer der rigtig mange flygtninge til Danmark.
- Vi er med på at kigge på det, Venstre kommer med. Det kan jo være, at de har fået nogle gode ideer. Dem vil vi gerne diskutere med Venstre - alt andet ville da være mærkeligt, siger Helle Thorning-Schmidt.
Venstre præsenterer sit bud på en asylreform på Christiansborg tirsdag klokken 11.00