Søndag aften mødtes de to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), for anden gang i denne valgkamp i en direkte duel. Og igen blev debatten præget af afbrydelser i massevis.
Mange brugere har på de sociale medier efterlyst en mere fremtrædende ordstyrer - men det var et helt bevidst valg, at vært Tine Gøtzsche holdt sig i baggrunden.
- Jeg synes, stemningen var ganske hård til tider, og der var måske et par enkelte steder, hvor jeg tænkte, at "her skulle jeg måske have sat foden lidt hårdere ned". Men vi havde valgt en stil, hvor det faktisk var op til dem at lade hinanden tale - eller afbryde hinanden. Det var de begge to briefet om på forhånd, siger Tine Gøtzsche.
I videoen herover kan du høre Tine Gøtzsche fortælle mere om sin rolle under Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussens debat.
Nyhedschef: Meget tilfreds
Som Tine Gøtzsche kommer ind på, så var ideen at give statsministerkandidaterne mest muligt taletid. Og det lykkedes, mener Naja Nielsen, der er stedfortrædende nyhedschef i DR Nyheder.
- Vores hensigt med duellen var at give de to, der bejler til statsministerposten, god taletid og god tid til direkte duel på politik og holdninger uden for meget indblanding fra ordstyrer Tine Gøtzsche, siger hun.
- Hun og jeg havde aftalt, at hun netop ikke skulle afbryde deres dyst for meget, men være opmærksomt lyttende og give dem plads til at udbrede og forklare sig. Jeg er meget tilfreds med resultatet, som blev en fokuseret og til tider meget intens duel, siger Naja Nielsen.
Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen mødes i endnu en direkte duel den 17. juni klokken 19 på DR1.