Venstre kommer ikke til at skære i dagpengene, hvis partiet vinder folketingsvalget den 18. juni.
Det lovede partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, da han søndag tørnede sammen med Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt (S), på DR1.
Meldingen kom, da de to partiformænd diskuterede, hvordan man gør det mere attraktivt for folk at arbejde.
Står det til Venstre, skal det ske ved at sænke skatten i bunden, og der skal samtidig indføres et "moderne kontanthjælpsloft", så det giver mere økonomisk mening at tage et job.
Men ifølge Helle Thorning-Schmidt har Venstre ikke pengene til det. Og derfor spurgte hun Lars Løkke Rasmussen, om han vil skære i dagpengene for at få råd til det.
Men det afviste Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg lover, at jeg ikke vil skære i dagpengene, sagde han.
S: Klar til sænke bundskatten
Lars Løkke Rasmussen spurgte i samme omgang Helle Thorning-Schmidt, om hun vil gøre skære i de så omtalte dagpenge, og det afviste hun blank.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal pengene til at sænke bundskatten findes ved at skære i ulandsbistanden og rulle "den slappe udlændingepolitik", som Socialdemokraterne og De Radikale i følge V-formanden har stået for.
Det vil ifølge Venstres formand give 20 milliarder kroner, som kan bruges på at gøre det mere attraktivt at arbejde.
Helle Thorning-Schmidt var dog ikke tilfreds med det svar, og efterspurgte flere gange en konkret plan fra Venstres side.
Hun sagde dog, at hun er med til at sænke skatten i bunden, "hvis vi kan finde pengene til det."
Du kan også give din mening til kende på #DRdinstemme: Klik her og deltag i valgkampen og del din mening