#DRdinstemme: Dårlig tone i duellen mellem Thorning og Løkke

Der var ikke mange roser til debattonen under duellen mellem statsministeren og Venstres formand fra brugerne på de sociale medier.

Trods smil fra Helle Thorning og Lars Løkke var tonen i DR1's direkte duel hård. Det blev bemærket flittigt af brugerne på dr.dk, på Facebook og Twitter.

Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) mødtes søndag på DR1 i valgkampens anden tv-duel.

Emnerne var: Hvordan styrker vi sundhedsvæsnet? Hvem skal have lov til at slå sig ned i Danmark? Og kan det betale sig at arbejde herhjemme?

Men det var tonen i debatten mere end noget andet, der optog seerne, der debatterede på de sociale medier, søndag aften.

- Årets valgkamp et blevet for meget "du gør der her mere forkert end mig" end "Vi går ind for det her og det her, skrev Thomas Nygaard på Twitter.

Mere end 10.000 gange blev duellen kommenteret under #DRdinstemme på Twitter. Både her og på dr.dk og DR Nyheders Facebookside fyldte tonen i debatten absolut mest.

Lars Løkke Rasmussen fik som den første ordet og svarede på studievært Tine Gøtzsche første spørgsmål - 'Hvad er Danmarks største udfordring?' - 'At vi holder, hvad vi lover, det har det knebet med de sidste fire år'. 

- 3 sekunder inden ordet løftebrud blev nævnt - imponerende!, noterede Hans Prytz Henriksen på Twitter.

Løkke var ikke alene om at beskylde Thorning for løftebrud, også på Twitter og Facebook fyldte løftebrudsdebatten, både fra kendte partisoldater og danskere uden åbenlyst politisk tilhørsforhold.

- Løkke kører i ring med løftebrud og flygtninge.. Det forekommer at være at undervurdere danskerne, skriver Ulrik Andersen.

'M-U-D-D-E-R-K-A-S-T-N-I-N-G'

Mange brugere - både på Facebook og Twitter - kommenterede de mange afbrydelser fra Helle Thorning-Schmidt.  'Hvor er hun arrogant', 'Uforskammet!!!! HTS!! Generelt børnehaveshow', skriver Christian Konstmann og  Stefan Christensen.

På DR Nyheders Facebookside svarede Joy McPhillips de mange, der beklagede, at særligt Helle Thorning ofte afbrød Lars Løkke: 

- Folk må forstå, hvad en duel egentlig er! Det er en dyst...hvor man skal vise, hvem det er skarpest og stærkest. HTS vandt!

Både Thorning og Løkke fik på de sociale medier kritik for deres debatstil. Eksempelvis lød det sådan her fra Venstres udviklingsordfører, Jakob Ellemann Jensen:

- HOLD NU FOR F... OP MED AT AFBRYDE, STATSMINISTER!!!! Magen til uopdragen adfærd...

Omvendt vil Jonas Andersen vide:

- Hvordan kan man stemme på en mand, der kun taler i halve sætninger?

Gymnasieeleven Mathias Kenting opsummerede aftenens debatform i ét ord:

- M-U-D-D-E-R-K-A-S-T-N-I-N-G.

Og vil man slippe for det, giver det ifølge nogle derfor god mening at brevstemme:

- Jeg har heldigvis stemt allerede, skriver Jeppe Morgenthaler på Twitter.

Vært på DR1 Tine Gøtzsche kalder også stemningen i duellen hård: 

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5574a5e8a11f9f12d46a5e6f

Et dybt suk fornemmede man fra John Wagner, direktør i De Samvirkende Købmænd:

- Når man hører aftenens duel #DRdinstemme, savner man mere og mere Poul Schlüter og Anker Jørgensen.

Også Per Sommer efterlyste på Twitter noget mere end ordkløveri:

- Hvor blev de store visioner af - fra begge parter? Debat der endte i angreb tal og teknikaliteter.

Ja-nej-runden ganske kort

Til ja-nej-runden var begge enige om, at der ikke skal lovgives om øremærket barsel til mænd.

- Øv at hverken Lars eller Helle vil øremærke barsel til mænd. Det er for slapt i 2015, skrev Sophie Worrall. 

I samme runde blev kandidaterne enige om, at Danmark ikke er et multikulturelt land.

- LLR siger at DK er i 'fare' for at blive et multikulturelt samfund. Det ville da være fantastisk hvis vi kunne være det, skriver Freja Fokdal

Alternativets leder, Uffe Elbæk, var også en del af ja-nej-runden, hvor hverken Thorning eller Løkke ville afvise, at Elbæk har en pointe med sin politik. Her blev det bemærket, at Thorning forklarede, at hun har en indre hippie.

- Helle Thorning kaldte lige Uffe Elbæk for en hippie, som Jacob Mouritsen læste det.