Den radikale leder, Morten Østergaard, bliver nu sat under pres af flere af sine egne partifæller.
Tre radikale folketingsmedlemmer melder nu ud, at de ønsker øremærket barsel til mænd skrevet ind i regeringsgrundlaget og dermed indført i næste valgperiode, hvis rød blok bevarer regeringsmagten.
Det sker på trods af, at regeringen afviser at gøre det og droppede tanken under stor tumult for halvandet år siden, selvom det stod i regeringsgrundlaget fra 2011.
- Jeg mener, at det skal skrives ind i et regeringsgrundlag efter valget, at der skal være øremærket barsel til mænd, siger De Radikales nuværende ligestillingsordfører Liv Holm Andersen (R) til DR Nyheder.
- Vigtigste ligestillingsværktøj
Hun bakkes op af partifællen Marlene Borst Hansen, der tidligere har været ligestillingsordfører hos De Radikale.
- Jeg ville synes, det var glædeligt, hvis det kom med i regeringsgrundlaget. Det er det vigtigste ligestillingspolitiske værktøj, vi har. Det er det, der skal til, for at der kommer mere ligeløn, siger Marlene Borst Hansen (R), der er udlændingeordfører.
- Da regeringen droppede det, sad jeg som ligestillingsordfører, og det var jeg enormt ærgerlig over. Men vi er uenige i gruppen, det lægger vi ikke skjul på. Radikale Venstre har ingen ultimative krav, det har vi lært. Men vi siger, hvad vi mener, siger hun.
Også De Radikales nuværende udenrigsordfører, Zenia Stampe, har et stort ønske om, at øremærket barsel til mænd skrives direkte ind i regeringsgrundlaget.
- Jeg mener, at vi skal have det med i regeringsprogrammet og så forhåbentlig holde det denne gang. Vi har lagt ultimative krav bag os, men jeg forventer, at vi stiller med et krav om øremærket barsel til mænd. Det er jo et udbredt synspunkt også hos Socialdemokratiet, siger Zenia Stampe.
Østergaard: Tør ikke komme med bud
Det er ikke lykkedes at få en aktuel kommentar fra den radikale leder Morten Østergaard, men han udtalte til DR Nyheder i marts, at han går ind for øremærket barsel til mænd, men at det ikke er muligt at indføre i øjeblikket.
- Det er og har længe været radikal politik, men min vurdering som politisk leder er, at det vil kræve, at man er i stand til at udvide hele barselsperioden. Det er vores synspunkt. Men hvornår det kan lade sig gøre, tør jeg ikke give et bud på, sagde Morten Østergaard.
I regeringsgrundlaget fra 2011 blev der lagt op til at øremærke 12 uger af barselsorloven til fædre, så op mod tre måneder af den samlede barsel på 52 uger ville gå tabt, hvis faren ikke benyttede sig af den.
I dag er det sådan, at et dansk forældrepar har ret til 52 ugers orlov med dagpenge, hvoraf to uger er øremærket til faren og 18 uger som udgangspunkt til moren.
De er resterende 32 uger er op til forældrene selv at fordele.