Umuligt at se bort fra medicinpriser: Bagland går imod Thorning og Løkke

De to statsministerkandidater bliver nu mødt af modstand fra deres eget bagland i den politiske strid om stigende udgifter til dyr sygehusmedicin.

Prognoser anslår, at udgifterne til sygehusmedicin vil stige fra omkring otte milliarder i år til godt 13 milliarder i 2020, og det lægger et kæmpe pres på sygehusenes budgetter. (© Stock exchange)

Hvis sygehusenes budgetter skal hænge sammen, uden at der skal fyres personale og ske forringelser, så er det nødvendigt at se på, om noget af den dyre sygehusmedicin kan vælges fra. 

Sådan siger førende regionspolitikere fra begge fløje til DR Nyheder.

- Alt andet er at lukke øjnene for virkeligheden, siger venstrepolitikeren Jens Stenbæk, der er regionrådsformand for Region Sjælland.

Den udmelding går stik imod meldingen fra hans egen partiformand, Lars Løkke Rasmussen, som i en tv-duel på TV2 søndag aften erklærede, at der - ligesom i dag - heller ikke i fremtiden skal prioriteres i de medicinudgifter, som i øjeblikket er på himmelflugt.

Regionsformand går imod Thorning

Også formanden for Danske Regioner, socialdemokraten Bent Hansen, meddeler, at det bliver nødvendigt at prioritere, selvom det betyder, at nogle danske patienter så må undvære livsforlængende medicin.

- Vi er i bestyrelsen enige om, at vi må begynde at tage prisen med i vurderingen, når vi skal tage ny medicin i brug. Vi skal prioritere rigtig skarpt og være bedre til at vurdere, om den virkning, der bliver stillet i udsigt, passer til prisen, siger Bent Hansen og fortsætter:

- For hvis vi ikke både kombinerer faglighed og pris, så bruger vi pengene på medicin, mens vi må se personalet blive afskediget, og det kan vi ikke blive ved med i længden.

Dermed går han ligesom Jens Stenbæk stik imod det, som hans egen partifælle, statsminister Helle Thorning-Schmidt, tidligere har meldt ud.

Er medicinen pengene værd?

Mange af landets hospitaler er under økonomisk pres på grund af de stærkt voksende udgifter til sygehusmedicin, og ifølge eksperter og sygehusdirektører bliver fremtidsudsigterne kun mørkere.

Prognoser fra Danske Regioner anslår, at udgifterne til sygehusmedicin vil stige fra omkring otte milliarder i år til godt 13 milliarder i 2020, og det lægger et kæmpe pres på sygehusenes budgetter.

Flertallet på Christiansborg, der sætter rammerne for sundhedsvæsenet, har hidtil sagt, at al medicin med dokumenteret effekt skal gives til patienterne, men det mener regionsrådsformændene altså ikke.

Heller ikke formanden for Region Syddanmark, Carl Holst (V). Helt konkret foreslår han, at man begynder at vurdere, om nytteværdien er pengene værd.

- Vi bliver nødt til at se på, om der er noget medicin, hvor bivirkningerne er større end nytteværdien, og hvor det i kroner og ører er alt, alt for dyrt i forhold til andre områder inden for sundhedsvæsenet, siger han til DR.

Medicin, der har en gavnlig effekt, skal der dog være råd til. Uanset, hvor dyr den er, understreger Carl Holst.

Regionerne henter inspiration fra andre lande

En rundspørge, som DR har foretaget blandt landets hospitalsdirektører, viser, at 18 ud af 20 mener, at politikerne er nødt til at prioritere noget medicin fra - akkurat som regionerne siger. Ellers ender det med massefyringer og faldende kvalitet på sygehusene, lyder det.

Også Lægeforeningen mener, at der skal prioriteres.

Ifølge Bent Hansen er regionerne allerede i gang med at se på, hvordan man kan prioritere den dyre medicin:

- I øjeblikket er vi ved at finde den helt præcise model, vi gerne vil bruge. Det er derfor, vi har sendt nogle til Norge andre lande for at undersøge, hvad vi kan gøre. Helt at se bort fra pris - og så spare alle mulige andre steder - det kan vi ikke blive ved med, siger han.

Hele dagen sætter DR og TV Avisen fokus på medicinudgifter, og vi vil gerne høre din mening. Lav en video med din kommentar til, hvorvidt du mener, at alle skal behandles for enhver pris, og send den til os på drdinstemme@dr.dk eller læg den på DR Nyheders facebookside. Du kan også bruge hashtagget #DRdinstemme.