De to kandidater til statsministerposten mødtes for første gang i direkte tv-duel søndag aften.
Og Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) diskuterede alt fra jobskabelse, over hvordan et nyt dagpengesystem skal se ud til kontanthjælpsloft og sundhedsvæsenet.
Detektor på DR2 har gennemgået debatten på TV2 minut for minut og talt op, hvor meget de to angreb hinandens politiske standpunkter.
Kritik af Thorning fire gange
Optællingen viser, at Thorning klart var den mest angrebslystne. Lars Løkke adresserede Helle Thorning-Schmidt med kritik fire gange.
Og det er ingenting i forhold til, hvad Thorning selv fik sendt af sted.
Ikke færre end 26 gange nævnte Thorning Løkkes navn - enten som direkte kritik af ham eller i forbindelse med kritik af oppositionen generelt set.
Detektor har også undersøgt, hvem der brugte mest kostbar taletid på at tale om modstanderens politik - i stedet for sin egen.
Og igen slog statsministeren udfordreren fra Venstre med flere længder.
Faktisk brugte Helle Thorning-Schmidt tre gange mere tid på at tale om oppostitionens politik, end Lars Løkke Rasmussen brugte på at tale om regeringens politik.
Meget af tiden gik ganske enkelt med at redegøre for, hvor de ser de største problemer i Danmark.
Et eksempel på et af Thornings angreb kan ses i nedenstående video.
VIDEO Thorning angriber Løkke: Der er gået Panorama i den. Klik på play.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:556b5176a11f9f10b8124a62
Hver dag sender Detektor en særudgave efter Deadline på DR2, hvor programmets valghold faktatjekker påstande fra politikere, meningsdannere og medier.
Du kan være med til at bestemme, hvad Detektor skal kigge nærmere på. Send en mail til detektor@dr.dk eller skriv en besked til redaktionen på Facebook.
Du kan også ved at bruge DR's hashtag under valgkampen #DRdinstemme give dit besyv med på de sociale medier.
Du kan se tidligere afsnit af Detektor - Valg 2015 her.
Dr.dk følger folketingsvalget live minut for minut. Få seneste nyt fra valgkampen lige her.