Ida Auken fra De Radikale har ikke altid de samme synspunkter som Mogens Jensen fra Socialdemokraterne.
Men de er begge kommet på den samme idé – nemlig at lave deres egen personlige valgvideo. En valgvideo, som skal give et anderledes syn på, hvem de er som politikere.
Partner og direktør i kommunikationsbureauet Mensch, Frederik Preisler, siger, at politikere generelt laver dem for at få mere personlig omtale i medierne og dermed nå ud til vælgerne.
- De forsøger at træde udenfor den sædvanlige politiske støj, siger Frederik Preisler.
Selvironi er ikke nyt
At lave en valgvideo, hvor der er en god portion selvironi indblandet, er ikke en original idé. Det er efterhånden normen, slår Frederik Preisler fast.
- Der er noget, som vi har set de seneste 15 år. De er måske lidt håndsky overfor at promovere sig selv, så derfor bruger de selvironi, siger han.
Men det er ikke altid, at selvironi lykkes. Grænsen mellem at grine med og grine af er nemlig hårfin. Kommunikationseksperten mener, at nedenstående valgvideo fra Mogens Jensen ligger lige på denne grænse.
https://www.youtube.com/watch?v=VgXHGKC7DVI
- Man kan blive i tvivl om, hvorvidt han er en provinsiel mand – hvilket er et problem, når han er handels- og udviklingsminister – eller han bare er sjov. Men det er selvfølgelig op til hans vælgere at afgøre det, siger han.
Hovedformålet med at lave en personlig video op til et folketingsvalg er dog ikke til at komme udenom.
- Det primære formål er at få folk til at stemme på én, siger Frederik Preisler.
Herunder kan du se nogle af de personlige, og nogle gange selvironiske, valgvideoer, der er blevet lagt op på de sociale medier indtil videre:
Her kommer Ida Auken med en lille stikpille til Inger Støjbergs famøse biograftur.
Her kan du se en video, som Daniel Nyboe Larsens børn har lavet til ham i forbindelse med hans valgkamp.
https://www.youtube.com/watch?v=3lqfl5djBFQ
Alternative valgvideoer er ikke kun forbeholdt private politikere. Nogle partier har også meldt sig ind i kampen om at få vælgernes opmærksomhed. Herunder kan du se Nationalpartiet og Dansk Folkeparti, som begge har fået lavet en valgsang.
https://www.youtube.com/watch?v=VsrnSzG1vH8
https://www.youtube.com/watch?v=cAKIHfBn7aA
Hvis du har set en anden sjov, kreativ eller anderledes valgvideo, som vi ikke har fået øje på, må du meget gerne dele den med os. Skriv til os på afli@dr.dk.