Hjemløs forsinkede Løkkes pressemøde

Venstres formand har givet den hjemløse mand, som han mødte i sidste uge, en mobiltelefon, så de kan holde kontakten.

En hjemløs mand afbrød i sidste uge Lars Løkke Rasmussen. Nu har venstreformanden givet ham en mobiltelefon, så de kan holde kontakten ved lige. (© DR)

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, skulle have mødt pressen klokken 10.30 for at præsentere partiets nye ungeudspil.

Men pressen måtte vente et kvarter, fordi Lars Løkke Rasmussen først skulle mødes med en hjemløs mand, som han talte med i sidste uge på Københavns Hovedbanegård.

Ifølge DR Nyheders oplysninger havde Lars Løkke Rasmussen sendt en medarbejder ud for at finde den hjemløse mand, som torsdag afbrød venstreformanden under en presse-seance på Hovedbanegården.

Mobiltelefon til hjemløs

- Jeg er 63 år! Jeg har været 40 år på arbejdsmarkedet! Er det meningen, jeg skal bo på gaden? sagde den frustrerede mand.

Venstre-formanden svarede, at det ikke var meningen – medmindre han selv havde valgt det.

- Kommunen skal hjælpe dig, lød det fra den borgerlige oppositionsleder, som lovede, at han ville tage fat i Hvidovre Kommune, hvor den hjemløse er tilknyttet.

Det er det løfte, Lars Løkke Rasmussen nu vil indfri. Og Venstres formand har ifølge DR Nyheders oplysninger givet den hjemløse mand en mobiltelefon, så de kan holde kontakten ved lige.