Løkke ærgrede sig i tv-duel over sin troværdighed

Lars Løkke Rasmussen (V) erkendte i tv-duel med Helle Thorning, at hans troværdig er svækket

Folketingsvalget er i høj grad et valg mellem statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Og selvom Venstre og blå blok længe har ført i meningsmålingerne, har vælgerne ifølge Epinion størst tillid til Helle Thorning-Schmidt som leder, som politiker og som Danmarks ambassadør.

- Jeg er jo helt opmærksom på, at det man kunne kalde min personlige troværdighed, den står et andet sted, end den gjorde ved sidste folketingsvalg.

Sådan sagde Lars Løkke Rasmussen i aftenens tv-duel på TV2 som svar på et seerspørgsmål om, hvorfor netop Løkke og Thorning var de eneste statsministerkandidater.

Tænker på det hver morgen

Sagerne om Lars Løkkes tøjkøb for 152.000 kroner for partiets penge og dyre flyrejser for bistandsmidler klæber stadig til Lars Løkke, der tydeligvis ærgrer sig over sin troværdigheds fald.

- Det er der jo ingen, der er mere ked af, end jeg selv er. Det er noget, jeg tænker på hver morgen, når jeg står op og forsøger at leve mit liv bedre og mere disciplineret som privatperson.

Venstres formand er imidlertid sikker i troen på, at vælgerne godt kan se igennem de uheldige sager.

- Til gengæld tror jeg ikke, der er nogen, der kan stille spørgsmål ved det man kan kalde min politiske troværdighed. Det er 30 år siden, jeg stillede op og blev valgt til noget første gang. Og jeg har jo sådan set arbejdet utrættelig på at gøre en forskel.