Ejendomsværdiskatten og grundskylden skal fra 2021 stige i samme takt som lønudviklingen i samfundet.
Sådan lyder det i De Radikales nye udspil om fremtidens boligskat.
Partiet lægger dermed op til at droppe skattestoppet på ejendomsværdiskatten, der blev indført i 2002. Samtidig – og som noget helt nyt – foreslår partiet at lægge en dæmper på stigningen af den omstridte grundskyld.
Folk i dyre boliger bliver ramt
Hvis forslaget en dag bliver realiseret, vil det være folk med store, dyre boliger, der på sigt får en større skatteregning. Sådan lyder det fra professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen.
- Det er først og fremmest folk med dyre boliger, der bliver hårdest ramt med det her forslag, siger han.
Samme pointe har Curt Liliegreen, der er økonom og sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter.
- Et sådan system vil ramme alle boligejere med dyre ejendomme i hovedstadsområdet, Aarhus og Aalborg. Det er dem, der har haft den største fordel ved, at der har været et skattestop for boligskatterne, lyder det fra Curt Liliegreen.
Kan påvirke priserne på boliger
Boligpriserne i hele landet vil også blive påvirket, hvis De Radikales forslag en dag bliver til virkelighed.
I de større byer – København og omegn, dele af Nordsjælland, Aarhus, Odense og Aalborg – vil en ophævelse af skattestoppet på ejendomsværdiskatten lægge en dæmper på de prisstigninger, vi ser i dag på både ejerlejligheder og parcelhuse.
- Det her forslag kunne modvirke, at de stigninger går hen og bliver helt eksorbitante, lyder det fra Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter.
Derimod ville den nye boligskat få boligpriserne til at falde i resten af Danmark.
- Der vil boligpriserne få et nøk nedad, og det vil selvfølgelig ikke være velkomment blandt de boligejere, der er overbelånte eller teknisk insolvente, lyder det fra ham.
Store partier vil løbe skrigende bort
Curt Liliegreen tror dog ikke på, at det radikale forslag nogensinde vil få gang på jorden.
- Forslaget vil blive skudt ned af de store politiske partier, der ikke ønsker at åbne Pandoras æske, vurderer Curt Liliegreen.
Man kan tabe valg på at tale om at ophæve boligskatten, mener han.
- De store partier vil tage afstand. De vi sige, ”vi vil sikre boligejerne, de kan være trygge, og de kan sove roligt om natten”, siger sekretariatschefen.
Kan bremse fremtidige boligbobler
De Radikale fremlægger ellers forslaget som noget, der faktisk kan give boligejerne større tryghed, ligesom det også kan modvirke fremtidige boligbobler.
Som Morten Østergaard (R) skriver det på Facebook:
- Vores mål er at give boligejerne større tryghed og at skabe et sundere boligmarked. Et boligmarked, hvor boligbobler hører fortiden til – og hvor boligejerne ved, hvad de har at regne med.
Ifølge professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen, er det dog usikkert, om forslaget faktisk ville sætte en stopper for boligbobler, hvis det en dag skulle blive til virkelighed.
- Det her kan kun i begrænset omfang være med til at forhindre en boligboble, siger Bo Sandemann Rasmussen.