De radikale smider boligbombe ind i valgkampen

Ejendomsværdiskatten skal stige igen. Dermed vinker partiet farvel til skattestoppet.

Morten Østergaard og De Radikale tager nu hul på debatten om beskatning af ejendom i Danmark. Skattestoppet skal ophæves fra 2021, lyder det fra partiet i dag. (Foto: © Mathias Løvgreen, Scanpix)

Radikale har før sagt, at skattestoppet på boliger ikke er holdbart. Men for første gang kommer De Radikale nu med et konkret udspil til, hvordan skatten på landets boliger skal hæves efter 2020.

Partiet foreslår, at ejendomsværdiskatten skal have lov til at stige i takt med lønudviklingen i samfundet, der historisk set er steget med cirka 2 til 3 procent om året.

Til gengæld vil der ifølge partiet blive lagt en dæmper på stigningen af den omstridte grundskyld, som med forslaget også skal følge den gennemsnitlige lønudvikling.

- Vi ønsker tryghed for boligejerne, og derfor foreslår vi, at boligskatterne følger lønudviklingen. Det vil skærme os mod nye kriser på boligmarkedet, siger De Radikales leder, Morten Østergaard (R) til DR Nyheder.

Afskaffer skattestoppet

Partiet vil dermed afskaffe skattestoppet, der siden 2001 har betydet, at ejendomsværdiskatten ikke har måttet stige.

Ifølge Morten Østergaard vil de samlede boligskatter dog ikke komme til at udgøre en større del af boligejernes økonomi.

- Hvis det går hurtigt i det danske samfund (højkonjunktur, red.), kommer man ikke til at bruge mere på sine boligskatter, end lønningerne kan følge med til, siger Morten Østergaard til DR Nyheder.

Sænk skatten på arbejde

Hvis Morten Østergaards plan bliver til virkelighed, vil han med de ekstra skatteindtægter sænke skatten på arbejde.

- Man får lov til at beholde mere af det, man tjener, og det gør altså samlet set, at vi får et bedre skattesystem, fordi det stabiliserer boligmarkedet og samtidig bidrager til målet om at få flere i arbejde, siger Morten Østergaard.

Økonomiske vismænd er enige

Det Økonomiske Råd, der består af flere førende eksperter og uafhængige økonomer, anbefalede så sent som i tirsdags at åbne op for højere boligskatter så hurtigt som muligt for at forhindre nye, kraftige prisstigninger på boligmarkedet.

- Det vil med det samme virke stabiliserende for boligmarkedet og økonomien som sådan og samtidig reducere behovet for pludselig indgreb, sagde overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen på et pressemøde i tirsdags.

Det Økonomiske Råd foreslog dog et andet beskatningssystem, hvor skatten må stige med én procent af ejendommens værdi hvert år.