I dagens Epinion-meningsmåling ligger Liberal Alliance til at få 6,4 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu.
Sammenligner man med valgresultatet fra sidste valg, går partiet dermed markant frem.
Det er lederen af partiet godt tilfreds med.
- Det er jo rigtig godt. Det er svært at klage over, siger Anders Samuelsen.
LA: Blå blok skal tage sig sammen
Meningsmålingen fra Epinion viser dog også, at rød blok i øjeblikket ser ud til at hale ind på blå blok.
Det får Anders Samulesen til at bede Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om at stramme ballerne.
- Jeg må sige til mine kolleger i de andre partier, at de må til at tage sig lidt sammen, lyder det fra partiformanden.
Han mener, at blå blok er gået med på en rød dagsorden om at diskutere offentlige ydelser frem for vækst.
- Problemet nu for nogle af de andre blå partier er, at man er blevet lokket i dagpenge-fælden. At det hele skal dreje sig om, hvorvidt man skal lave om på optjeningsreglerne for dagpenge, lyder det fra Anders Samulesen.
Senest har Konservative tilbudt Dansk Folkeparti, at de godt kan stemme for forberinger på dagpenge-området, hvis Dansk Folkeparti stemmer for lettelser i topskatten.
Men sådan noget undlader Anders Samuelsen at gå ind i.
- Det er ikke min dagsorden at diskutere det, siger han.
Diskuter nu vækst
De andre blå partier burde bruge tiden på at tale om, hvordan Danmark igen kan komme op i gear, mener han.
- Jeg tror, det er vigtigt for dem, der gerne vil et blåt flertal, at vi begynder at fortælle danskerne, hvordan vi vil skabe vækst, lyder det fra Anders Samuelsen.
- Vi kan ikke i hele valgkampen diskutere, hvad folk skal have, når de kommer på en overførselsindkomst, siger han også.
Han regner med, at partierne hurtigt kan blive enige om, hvordan et dagpengesystem skal udformes efter et valg. Derfor er det bedre at tale om, hvordan der bliver skabt vækst og arbejdspladser i Danmark.