Noget for noget i dansk politik.
Sådan lyder det fra Konservative samme dag, som SF og DF har givet hinanden håndtryk på, at en kommende regering skal halvere genoptjeningen til at få dagpenge.
En halvering af topskatten er et ufravigeligt krav for partiet, såfremt de skal lægge stemmer til en ny dagpengeaftale, som Dansk Folkeparti og SF har foreslået.
- Topskatten er en vækstdræber. Der er 500.000 danskere, der betaler topskat. Langt hovedparten af dem er helt almindelige lønmodtagere, som straffes økonomiskt for at gøre en ekstra indsats. Det skal vi have gjort op med, siger de Konservatives formand Søren Pape Poulsen.
Topskatten udgør i dag syv milliarder kroner og en halvering vil betyde, at de Konservative skal ud og finde 3½ mia kroner.
K-formand: Gratis at fjerne topskatten
Den konservative formand har tidligere udtalt, at det ikke var det store problem at finde de 3,5 milliarder kroner - blandt andet har han sagt, at det koster nul kroner helt at fjerne topskatten.
Hans forklaring er, at de dynamiske effekter vil betyde, at folk vil give det en ekstra skalle i et sådant omfang, at det er selvfinansierende.
SF og Dansk Folkeparti har lovet hinanden kun at indgå i en politisk aftale på dagpengeområdet efter valget, hvis den indeholder en halvering af genoptjenings-perioden fra 12 til 6 måneder eller noget, der er bedre for dagpengemodtagerne.
Noget som Søren Pape Poulsen som udgangspunkt er politisk uenig i, men accepterer, såfremt han får noget til gengæld.
- Vi er ikke enige i, at genoptjeningsperioden skal halveres. Det trækker dagpengesystemet og dansk økonomi i en helt forkert retning.
DF kender kompromispolitikken
- Men hvis Dansk Folkeparti insisterer på en halvering af optjeningskravet, så er de til gengæld nødt til at acceptere, at topskatten halveres. Noget for noget. Dansk Folkeparti kender fremgangsmåde fra tiden under VK-regeringen, siger han.
Både Venstre og Dansk Folkeparti har hidtil afvist lettelser af topskatten.
Dermed er det kun Liberal Alliance, der har bakket op om det konservative ønske, men nu ser de konservative muligheden for at presse DF på spørgsmålet.
DR Nyheder forsøger at få en kommentar til det konservative krav fra Dansk Folkeparti.