Socialdemokraternes Helle Thorning Schmidt og Venstres Lars Løkke Rasmussen er for en gang skyld i samme båd, når SF og DF i en ny aftale forpligter hinanden på at halvere genoptjeningsperioden i en kommende dagpengereform.
- Det er jo den samme udfording for både mig og statsministeren. For hun har jo sagt det samme som mig, at vi skulle lave en løsning henover midten. Og jeg må bare sige, at det ændrer ikke ved min position. Jeg står ved den dagpengereform, vi har lavet, siger Venstres statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen.
Det gør han, efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og SF's formand, Pia Olsen Dyhr, på valgkampens fjerde dag indgår en opsigtsvækkende og vidtrækkende aftale om dagpenge.
Genoptjeningkrav som ultimatum
Selve aftalen betyder, at Dansk Folkeparti og SF lover hinanden kun at indgå i en politisk aftale på dagpengeområdet efter valget, hvis den indeholder en halvering af genoptjenings-perioden fra 12 til 6 måneder eller noget, der er bedre for dagpengemodtagerne.
Dansk Folkeparti og SF forpligter sig på aftalen, uanset om Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen vinder valget.
Både statsministeren og Venstres statsministerkandidat har bebudet, at de vil indkalde til forhandlinger om et nyt dagpengesystem efter det kommende folketingsvalg.
Og begge har de åbnet for, at genoptjeningsreglerne skal justeres, men ingen af dem har spillet ud med konkret forslag til, hvordan det præcis skal ske.
Samtidig har begge fastslået, at den kommende ændring af dagpengesystemet ikke må koste flere penge.
Løkke står fast: Det må ikke blive dyrere
Og den nye SF-DF-alliance ændrer ikke ved Løkke Rasmussens dagpengeholdning, fastholder han.
- Det må ikke være dyrere, og det må ikke påvirke den strukturelle ledighed. Og så må vi vente på reusltatet fra dagpengekommissionen. Og så skal vi lave en løsning, og den skal Socialdemokratiet være enig i, og den skal Venstre være enig i. Og også gerne nogle flere, siger han.