Det kan godt være, at Yahya Hassan har solgt mere end 100.000 eksemplarer af sin debutdigtsamling.
Men det bliver lidt af en mission impossible for ham at få skrabet de 10.000-20.000 stemmer sammen til et kredsmandat, som giver adgang til Folketinget.
Sådan lyder vurderingen fra Karina Kosiara-Pedersen, valgforsker og lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, efter den omdebatterede digter fredag har meddelt, at han stiller op som løsgænger – eller "uden for parti", som det formelt set hedder - til valget.
Det sker, efter at hans parti, Nationalpartiet, har opgivet at samle de nødvendige vælgererklæringer til at kunne stille op som et samlet parti.
- Det bliver meget, meget svært for Yahya Hassan at blive valgt ind. Det kan godt være, at han er populær som digter, men han har ikke i samme grad performet som politiker. Derfor er hans appel som politiker knap så stærk, siger Karina Kosiara-Pedersen.
Ikke en Jacob Haugaard
Yahya Hassan stiller op Østjyllandskredsen omkring Aarhus, hvor han selv er opvokset.
For at stille op som løsgænger skal man have 150 vælgere fra ens opstillingskreds til at sige god for en.
Og man kan kun blive valgt ind på et såkaldt kredsmandat. Det var det, komikeren Jacob Haugaard gjorde i 1994, hvor han med 23.253 aarhusianeres stemmer i ryggen fik et kontor på Christiansborg.
Men ifølge Karina Kosiara-Pedersen er der stor forskel på Jacob Haugaard og Yahya Hassan.
- Jacob Haugaard var ikke politiker, men en sjov gimmick, som mange stemte på i protest mod det etablerede politiske system. Yahya Hassan er derimod politisk, og man kan derfor tage politisk stilling til ham. Derfor er hans vælgerappel smallere end Jacob Haugaard, siger Karina Kosiara-Pedersen og understreger, at hun har svært ved at vurdere, hvor digteren står politisk set.
- Indtil videre har det ikke handlet så meget om Yahya Hassans politiske meldinger men mere om formen. Nu har han nogle uger til at komme med nogle politiske budskaber, siger hun.
Svært at trænge igennem
Ved det seneste folketingsvalg i 2011 var der 20 personer, som stillede op uden for et parti.
Og siden 1990 har der i gennemsnit stået 15 løsgængere på valgsedlerne ved hvert valg.
Men ved valget for tre et halvt år siden fik løsgængerne dog kun 1.850 ud af de mere end 3,5 millioner stemmer, der blev afgivet. Det svarer til 0,05 procent af det samlede stemmetal.
Karina Kosiara-Pedersen påpeger, at i modsætning til kommunalvalgene, hvor der er flere lokallister på stemmesedlen, så er folketingsvalget præget af de store, etablerede partier.
Det er dem, der får mediernes opmærksomhed, og derfor vurderer hun også, at Yahya Hassan får svært ved at bryde igennem mediemuren.
- Han har bedre odds end både andre løsgængere og mange andre menige kandidater. Men hans baggrund giver ham ikke direkte adgang til toppen af dansk politik. Og når først nyhedsinteressen har lagt sig, vil jeg vurdere, at det bliver sværere for ham at trænge igennem, siger Karina Kosiara-Pedersen.