Da Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i går åbnede valgkampen med en tale på Christiansborg, blev en endnu ukendt kontantshjælpsmodtager ufrivillig hovedperson.
Han skulle ifølge Venstre-formanden have opsagt sit job i servicevirksomheden Panorama, da det ikke kunne betale sig for ham, at arbejde i forhold til at være på kontanthjælp.
Dén historie har formand for 3F i Høje-Taastrup - hvor virksomheden ligger - ikke meget tillid til:
- Jeg kan ikke forestille mig, at det er bedre at få kontanthjælp, når man får 22.400 for at arbejde om måneden, så det passer simpelthen ikke det der. Det gør det ikke, forklarer Jan Richelsen med henvisning til medarbejdernes overenskomst.
Tre ugers karantæne
Hvis historien er sand - og den omtalte kontanthjælpsmodtager var medlem af 3F - ville det også have ført til konsekvenser for personen.
3F har nemlig et system, der sanktionerer medlemmer, der ikke vil tage et arbejde.
- Det vil sige, at du får tre ugers karantæne, og jeg har aldrig nogensinde hørt fra virksomheden, at der var folk, der ikke ville være derovre, forklarer Jan Richelsen.
Har holdt møder med virksomhed
Den lokale 3F-afdeling har, ifølge Jan Richelsen, tidligere holdt møder med virksomheden om de problemer, der kan være med de arbejdsløse.
Administrerende direktør i Panorama Morten Broager har tidligere i år udtalt sig omkring de lediges motivation til at arbejde. I en artikel i Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda vurderede han, at det kun var mellem ti og 20 procent af de ledige, der reelt ville have et job.
Men da Jan Richelsen forklarede på mødet, at 3F kunne stille med potentielle medarbejdere med det samme, var meldingen angiveligt, at der ikke var behov for flere medarbejdere.
- Det undrer mig, når man så går i medierne med sådan nogle historier her, siger han.
DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar til historien fra Morten Broager, men det har endnu ikke været muligt.
LO: Det er en myte
Hos en LO, hovedorganisation for en række fagforeninger heruunder 3F, tvivler formand Harald Børsting også på sandheden i historien.
Ifølge ham er det en myte, at det ikke kan betale sig at arbejde. Dog erkender han, at det for nogle ganske få personer kan være mere indbringende at være på kontanthjælp end på arbejdsmarkedet.
- De få eksempler du kan finde, er nogle, der ikke findes ret mange af i virkeligheden, siger han.
- Idéen om at skære overførselsindkomsterne, fordi der måtte være et ganske lille antal, der har et for lille incitament, synes jeg, har en alt for høj pris. Jeg tror simpelthen ikke på, at man kan sulte folk i arbejde.
Grædende medlemmer
Jan Richelsen tror heller ikke på, at der findes mange ledige derude, som foretrækker kontanthjælpen frem for en løncheck.
- Jeg har medlemmer hernede, som har gået ledige i to år og er på vej tilbage til kontanthjælpssystemet, der næsten græder, når de går ud gennem døren, forklarer han.
- De ved jo godt, hvad kontanthjælpen er. De ved godt, det er en lav ydelse, og at de ikke kan overleve på den.
Kender du den omtalte kontanthjælpsmodtager, eller har du selv stået i en lignende situation? I så fald vil DR Nyheder gerne høre din historie - send den til os på 1212@dr.dk.
"Hvad får dig til at stå op om morgenen og gå på arbejde?
Tag et billede af det, der driver værket for dig - og del det med os på DR Nyheders side på Facebook, på email drdinstemme@dr.dk eller #DRDinStemme på instagram og twitter."