Her følger den fulde liste over de politikere, der siger farvel til Christiansborg ved valget:
Venstre
Henrik Høegh
Den tidligere fødevareminister i VK-regeringen forlader Folketinget efter næste valg.
Han sidder i dag i byrådet på Lolland.
Ulla Tørnæs
Ulla Tørnæs er tidligere undervisningsminister og minister for udviklingsbistand. Hun har været medlem af Folketinget fra 1994-2014.
Fra juni 2014 blev hun medlem af Europa-Parlamentet og genopstiller derfor ikke ved næste valg.
Eyvind Vesselbo
Vesselbo blev valgt til Folketinget ved valget 20. november 2001. Han er Venstres ordfører for film og for miljø.
Eyvind Vesselbo meddelte i oktober 2013, at han ikke agter at genopstille til næste folketingsvalg.
Karen Jespersen
Det 65-årige folketingsmedlem vil efter valget i stedet arbejde på fuld tid på netavisen Den Korte Avis.
Politisk har hun bevæget sig fra Venstresocialisterne til Socialdemokraterne og til Venstre.
Birthe Rønn Hornbech
Birthe Rønn Hornbech var integrations- og kirkeminister i perioden 2007 til 2011, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen tog en beslutning om at afskedige hende som følge statsløse-sagen.
Hun har for længe siden oplyst, at hun ikke genopstiller til næste valg.
Lykke Friis
Lykke Friis blev udnævnt til klima- og energiminister i november 2009. Hun havde tidligere samme dag meldt sig ind i Venstre.
Hun udtrådte af Folketinget i maj 2013 efter at være blevet udpeget til prorektor for Københavns Universitet.
Gitte Lillelund Bech
Venstrekvinden blev Danmarks første kvindelige forsvarsminister, der med øjeblikkelig virkning forlod Folketinget i august 2013.
Senere på måneden tiltrådte Gitte Lillelund Bech jobbet som såkaldt Public Affairs Manager hos kommunikationsbureauet Advice.
Birgitte Josefsen
Allerede i oktober 2012 meddelte Birgitte Josefsen, at hun ikke ville genopstille ved næste folketingsvalg.
Birgitte Josefsen er næstformand for Folketingets Planlægnings- og Miljøudvalg.
Socialdemokraterne
Karen Hækkerup
Den nuværende administrerende direktør i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer gik af som justitsminister i oktober 2014.
- Jeg lukker døren bag mig. Det er et endegyldigt farvel, sagde Karen Hækkerup efter 17 år i dansk politik.
Ole Sohn
I kølvandet på SF's nedsmeltning som følge af balladen om salget af en del af Dong til Goldman Sachs forlod Ole Sohn SF til fordel for Socialdemokraterne.
På daværende tidspunkt havde han dog meddelt, at han ikke ville genopstille til Folketinget ved næste valg.
Torben Hansen
Socialdemokraternes miljøordfører har valgt at droppe landspolitik for i stedet at dyrke byrådet i Randers, hvor han blev valgt ind ved det seneste kommunalvalg.
Torben Hansen blev valgt til Folketinget i 2001.
Sophie Hæstorp Andersen
Den tidligere sundhedsordfører udtrådte af Folketinget i januar 2014, da hun blev valgt som regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
John Dyrby Paulsen
I begyndelsen af januar 2015 meddelte udenrigsordføreren i en pressemeddelelse, at han ikke genopstiller som kandidat i Slagelse-kredsen.
John Dyrby Paulsen blev efter to vikartjanser fast medlem af Folketinget i 2006. Inden da sad han syv år i byrådet i Korsør.
Jeppe Kofod
Jeppe Kofod var Socialdemokraternes spidskandidat ved europaparlamentsvalget 2014. Han blev valgt og udtrådte i den forbindelse af Folketinget.
SF
Villy Søvndal
I december 2013 meddelte SFs Villy Søvndal, at det var tid til at stoppe som udenrigsminister. Det var han blevet rådet til af læger efter en blodprop i hjertet.
På samme tidspunkt meddelte Søvndal, at han ikke genopstiller ved næste valg.
Anne Baastrup
SFs mangeårige folketingsmedlem Anne Baastrup besluttede i juli 2014, at hun ikke ville genopstille ved næste folketingsvalg.
Fra 2001 til 2005 og igen fra 2011 til 2012 var hun formand for Folketingets Retsudvalg.
Pernille Vigsø Bagge
I januar 2013 kom det frem, at SF'eren ville stille sig til rådighed som partiets borgmesterkandidat i Vesthimmerlands Kommune ved kommunevalget i november samme år.
Samtidig meddelte hun, at det var slut med landspolitik.
Enhedslisten
Per Clausen
Per Clausen har siddet i Folketinget siden 2005 og været gruppeformand siden 2009.
Men på grund af Enhedslistens rotationsprincip kan han ikke genopstille ved næste folketingsvalg.
Frank Aaen
Frank Aaen er i dag ordfører inden for finans, skat og erhverv.
Men på grund af Enhedslistens rotationsprincip kan han ikke genopstille ved næste folketingsvalg.
Lars Dohn
Han har siden 2011 været folkeskoleordfører for Enhedslisten, men genopstiller ikke ved næste valg.
De Radikale
Christian Friis Bach
I juli 2014 forlod De Radikales daværende gruppeformand, Christian Friis Bach, Folketinget til fordel for en stilling som leder af FNs Økonomiske Kommission for Europa (UNECE).
Han valgte i efteråret 2013 at trække sig fra posten som udviklingsminister i forbindelse med sagen om klimaorganisationen GGGI.
Nadeem Farooq
Den radikale skatte- og arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq valgte i efteråret 2014 at meddele, at han ikke genopstiller ikke ved næste folketingsvalg.
Den 38-årige politiker skrev dengang på Facebook, at han føler, at det er tid til at vende tilbage til erhvervslivet.
Jeppe Mikkelsen
Jeppe Mikkelsen blev valgt ind i Folketinget i 2011 som det yngste medlem.
I august meddelte han dog, at han ikke genopstiller til Folketinget ved det kommende valg, fordi han vil prøve kræfter med andre udfordringer.
Margrethe Vestager
Den tidligere radikale leder er nu konkurrencekommissær i EU og stiller derfor ikke op til Folketinget ved det kommende valg.
Hun var fra 2007 til 2014 leder af De Radikale.
De Konservative
Charlotte Dyremose
Da Benedikte Kiær blev borgmester i Helsingør vendte Charlotte Dyremose tilbage til Folketinget som suppleant.
Hun har dog meddelt for længst, at hun ikke ønsker at genopstille ved næste valg.
Benedikte Kiær
Benedikte Kiær blev borgmester i Helsingør Kommune efter kommunalvalget i 2013 og nedlagde i den forbindelse sit mandat i Folketinget.
Fra 2010 til 2011 var hun socialminister i VK-regeringen.
Per Stig Møller
Den tidligere udenrigsminister har siden 1984 været medlem af Folketinget, men stiller ikke op ved næste valg.
Ved Folketingsvalget 2011 fik han 7.093 personlige stemmer.
Lene Espersen
I november kom det frem, at den tidligere partiformand havde fået nyt job som administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder.
I 1994 blev hun valgt til Folketinget, i 1999 blev hun politisk ordfører og i 2001 blev hun justitsminister.
Tom Behnke
Efter mere end 20 år i Folketinget indstiller de Konservatives Tom Behnke den politiske karriere på Christiansborg.
- Jeg kan mærke, at det nu er tid til at give stafetten videre til nye, friske kræfter, sagde Tom Behnke i oktober 2014.
Dansk Folkeparti
Jørn Dohrmann
DF-politikeren repræsenterede sit parti i Folketinget fra 2001 til 2014.
I 2014 blev han valgt til Europa-Parlamentet og udtrådte i den forbindelse af Folketinget.