ANALYSE: På vej mod et nyt udlændingevalg?

Lars Løkke Rasmussen kæmper for at få udlændingepolitikken øverst på valgkampens dagsorden - det kan vende valget, vurderer DRs politiske analytiker.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er i Torvehallerne i København for at møde vælgerne mandag d. 8. juni 2015. (Foto: © Søren Bidstrup, Scanpix)

Det er jo politik, det her!, sagde Lars Løkke Rasmussen da han tirsdag præsenterede Venstres såkaldte asylreform.

Han mente med sin udtalelse at der skal træffes politiske valg i udlændingepolitikken - og at der er forskel på hans egen blå blok og statsministerens røde. Hvad der også er.

Det handler om magten

Udlændingeområdet er imidlertid også politik med stort P. Altså et centralt tema i kampen om magten i Danmark, her i juni 2015. Frem for alt i Lars Løkke Rasmussens blå bloks forsøg på at vriste Statsministeriets nøgler fra Helle Thorning-Schmidt.

Det giver derfor mening, at Løkke står i spidsen for forsøget på at gøre valget i 2015 til endnu et udlændingevalg. I yderste konsekvens handler det om statsministerposten.

Stærke signaler

Venstre bagte op til det før duellen på DR1 søndag aften. Løkke var ivrig efter at tale om udlændinge og asyl i selve duellen. Og nu er Venstres asyludspil på bordet.

Særskilt nyt er indholdet ikke - men de ledsagende politiske signaler blev til gengæld fremført med høj volumen ved præsentationen.

Løkke sikker på effekten

Folketinget skal indkaldes, så snart valget et overstået. Det skal ske med henblik på en "straksopbremsning" af tilstrømningen. Virkemidlerne er at indføre en ny, lav, ydelse i forbindelse med den lave starthjælp og at gøre det sværere at få permanent ophold i Danmark.

Effekten er indiskutabel, sagde Løkke. Rygtet om de danske stramninger vil brede sig, og flygtningestrømme vil dreje sig væk fra Danmark.

Derfor kommer det nu

Motivet til Venstres udspil er indlysende - altså ud over at en række kommuner faktisk lige nu melder om kvaler med at skaffe indkvartering til nye asylsøgere og beder om at få lettet presset på systemet.

Motivet er at erobre udlændingetemaet tilbage på blå hænder.

Ingen Venstreformand kan leve med at en socialdemokratisk statsminister står i en tv-duel og fastslår at "vi har strammet asylreglerne for første gang i 12 år". Dét kalder simpelthen på et modangreb i en valgkamp - og det kom tirsdag.

Et lavpunkt eller...

Reaktionerne på forslaget er interessante, ikke mindst dem fra de to nuværende regeringspartier.

Et lavpunkt, siger den radikale Morten Østergaard. Han har stået på mål for regeringens egne stramninger, men Venstres siger han nej til.

Thornings balance

De to regeringspartier taler ikke samme sprog her - hvad Løkke naturligvis er helt bevidst om. Statsministeren Helle Thorning-Schmidts reaktion på Venstre-udspillet må i sagens natur være mere nuanceret, eller mangfoldig. Eller dobbelttydig.

Hun må på den ene side stå fast på den linje regeringen har fulgt siden 2011 - for eksempel afskaffelsen af starthjælpen. Hun kan ikke støtte en ny, lav, ydelse. Hun må også fastholde målet om at flygtninge skal arbejde. Men derudover skal hun signalere strammerkurs - og dermed åbenhed over for Venstres plan.

Kan afgøre valg

På kort formel: Lige så optaget Løkke er af at male udlændingedagsordenen blå igen, lige så optaget er Thorning i at forhindre ham i at gøre det. Nu hvor hun endelig er kommet side om side med Løkke i danskernes syn på, hvem der kan styre området.

Udlændingepolitikken er vigtig. Både ude i den rigtige verden, hvor det banker på Danmarks dør og kommunerne slås med indkvartering og integration. Men også i den politiske verden, hvor udlændingepolitikken kan afgøre valg. Det er sket før.