Ikke en dag i valgkampen uden D-ordet. Dagpenge.
Fredag morgen var det den radikale leder, der ville have de arbejdsløse til at stå mere til rådighed for at hæve dagpenge. Og ved middagstid Enhedslisten, der ville indgå politisk ægteskab med både Dansk Folkeparti og SF om dagpengene, allerede før valget.
Der flirtes med DF
I det hele taget flirtes der ivrigt mellem venstrefløjspartierne og det ellers så forkætrede Dansk Folkeparti i disse dage, ikke mindst af SF. Altså det samme Dansk Folkeparti, der var med til at gennemføre den dagpengereform, som SSFR-regeringen fik i uønsket arv - men som nu vil lave reformen om.
Det er i sig selv irriterende for Socialdemokraterne. Lige som det er irriterende hver gang, den radikale regeringspartner åbner munden og taler om dagpenge. Også selv om Morten Østergaards melding fredag hverken var ny eller så vidtgående, som den først blev udlagt.
Østergaard går ikke for vidt
Østergaard er skeptisk over for A-kassernes håndtering af dagpengesystemet og kræver stærkere kontrol med de ledige. Men en hårdhændet reform af systemet i direkte strid med statsministerens kurs, lå der ikke i Østergaards udspil.
Dagpengene gnaver i skoen på socialdemokraterne - men ikke så alvorligt i valgkampen som tidligere i regeringsperioden.
De kritiske medlemmer i folketingsgruppen har travlt med at føre valgkamp, og fagbevægelsen har foreløbig stillet sig tilfreds med Helle Thorning-Schmidts 1. maj tale.
Bedre ikke billigere
Dér sagde hun ikke en hel masse, men nok til at lægge låg på mulig dagpengeballade i parti og fagbevægelse.
Et nyt og bedre system må ikke koste en krone mere - men statsministeren har lyttet til vandrørene og ønsker nemmere genoptjening og nemmere adgang til dagpenge via korte jobs. Det hjalp på stemningen i Arbejderbevægelsen.
Der er al mulig grund til at tro at dagpengene stadig vil være højt på dagsordenen i valgkampen. Og at de vil give anledning til konflikt og ballade - ikke mindst mellem regeringen og dens støttepartier. Men dagpengene afgør ikke valget.
Dagpengeforlig efter valget
I virkeligheden er det endnu mere interessant, hvad der sker med dagpengene efter valget. Altså ud over at den længe ventede rapport fra Dagpengekommissionen lander på politikernes bord.
Svaret er: det kan vise sig at dagpengene bliver genstand for et at de første store og brede politiske forlig på Christiansborg efter valget. Med Venstre og Socialdemokraterne i spidsen.
Løkke Thorning og dagpengene
I hvert tilfælde er der ikke umiddelbart uoverstigelig afstand mellem de meldinger, der er kommet fra Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Begge taler om et fleksibelt system og Løkke udelukker ingen af de mål, Thorning lancerede 1. maj.
Men, som sagt, først er der valgkamp - og fuld damp på dagpengekedlen.