Normalt er de langt fra hinanden på den politiske skala, men nu rækker SF hånden ud mod Dansk Folkeparti.
Målet er at sikre en rød beskæftigelsesreform, så Venstre og De Konservative ikke får trumfet besparelser i jobindsatsen og skattelettelser igennem. Det skriver Politiken.
DR's politiske redaktør, Uffe Tang, mener ikke, at der er tale om en decideret alliance mellem SF og Dansk Folkeparti, men hvis forholdet udvikler sig, kan det få konsekvenser for blå blok.
- I denne forbindelse er Dansk Folkeparti farlig for blå blok, for Dansk Folkeparti kan godt finde på at lave en aftale med regeringen, hvis de kan slå sløjfe om noget, som giver mening for dem, siger Uffe Tang.
Løkke kan sidde med rød beskæftigelsespolitik
Dansk Folkeparti har traditionelt set støttet blå blok, og derfor vil der blive tale om et umage par, hvis det lykkes for SF at lokke Dansk Folkeparti til at forhandle en rød beskæftigelsesreform i hus.
Og det potentielt umage par kan blive en sten i skoen for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, mener Uffe Tang.
- Der ligger der selvfølgelig en fare for blå blok, fordi det vil jo være ubehageligt at blive skilt ad på denne måde, og Lars Løkke Rasmussen vil givetvis komme til at sidde som statsminister efter næste valg, hvis tallene holder og han ikke falder som en sten inden. Og så vil han komme til at sidde med en beskæftigelsespolitik, som er bestemt af rød blok i samarbejde med Dansk Folkeparti, siger han.
Umage aftale ikke unik
Uffe Tang sammenligner SF's frieri til Dansk Folkeparti med situationen under dagpengereformen, hvor De Radikale lavede en aftale med blå blok inden valget for derefter at gå i regeringen med Socialdemokraterne og SF, hvor de stemte aftalen hjem med et alternativt flertal.
- Det vil være en tilsvarende situation, og det vil selvfølgelig være ubehagelig for blå blok, siger DR's politiske analytiker.
Se Uffe Tangs analyse af, hvorfor SF bejler til Dansk Folkeparti om beskæftigelsesreformen, samt hvad sådan en alliance kan få af konsekvenser for blå blok, i videoen i toppen af artiklen.