Nej, Helle Thorning-Schmidt kunne ikke slå Anders Fogh Rasmussen. Og, ja, Socialdemokratiet har fået en kedelig vane med at gå tilbage ved valg med Helle Thorning-Schmidt i spidsen.
Det var ikke lige det, der var drømmen i Odense Congresscenter, da hun holdt sin store kandidattale for lidt over 10 år siden. Og det var ikke lige det, der var håbet, da hun blev udråbt som ny S-formand i Vega et par uger senere.
Hun gjorde det
Men Helle Thorning-Schmidt er her endnu. I spidsen for det, der engang ved uskreven naturlov var Danmarks største parti. En post, hun nu har besat længere tid end mange af forgængerne.
Og hun gjorde det - erobrede Statsministeriet. Ganske vist først da Anders Fogh Rasmussen havde forladt landet. Men alligevel.
Ikke til at slå ud
Tilbage står at Helle Thorning-Schmidt viste sig mere holdbar end mange venner og fjender troede, da hun blev kandidat på afbud i 2005. Hun var ikke kun stjerne for en aften, som Politiken syrligt skrev i en reportage, da hun havde siddet 100 dage på posten.
Hun er her endnu. Udfordringer og bøvl har der ellers været rigeligt af hele vejen.
Ingen sikker hånd
Langt fra alt har været lige stilrent. Formandshånden har ikke altid være lige sikker, især ikke i begyndelsen.
Det var sådan set ikke overraskende, hun var folketingsparlamentarisk nybegynder - hvad hendes støtter jo var fuldt ud klar over. De ville bare for enhver pris undgå Frank Jensen, der kom til at personificere det gamle Socialdemokrati med fløje, kaffeklubber og en em af nederlag.
Sass skabte ro
Derfor var arbejdet på de de indre linjer mildt sagt ikke harmonisk de første år. Det fandt først et hæderligt leje, da Thorning satte Henrik Sass Larsen på opgaven - han skabte straks ro ved at tage højde for samtlige fløje og kaffeklubber.
Selve Thornings formandsskab har på intet tidspunkt for alvor været udfordret - det har til gengæld den politiske linje. Måske især ude blandt menige partimedlemmer og måske især i regeringsperioden fra november 2011. En periode placeret pladask oven i årtiers værste finanskrise og med de radikale med hånden på regeringens ror sammen med S.
Dagpengestramninger og DONG-salg har ikke fået trofaste fodfolk til at prale med at være socialdemokrater.
Løfter om velfærd
Så gik det det bedre, før regeringsansvaret tyngede, og Thorning-Schmidt kunne levere mere klassiske budskaber og løfter om al den velfærd, hun ville sikre som statsminister. Allermest markant da hun i 2007 lancerede ikke mindre end 29 vidtgående velfærdsrettigheder med gode løfter om alt fra elevtal til ældrevask.
Det var også efter valget i 2007, at Helle Thorning-Schmidt med Villy Søvndal fik etableret den historiske S-SF-akse, der var med til at bane vejen til Statsministeriet.
Som hun sagde på valgaftenen til sine partifæller: "Vi gjorde det!"
Det sorte tårn
Alliancen med SF byggede på Anders Fogh Rasmussens principper om kontraktpolitik, og beskeden til de radikale var enkel: Det kommer til at køre på vores, Thornings og Søvndals, måde!
Sådan gik det naturligvis ikke. Helle Thorning-Schmidt kom ned fra Det Sorte Tårn som statsminister - men med ryggen til en del af den politik, hun var blevet valgt på. Tvunget dertil af Margrethe Vestager og den barske økonomiske virkelighed.
Den nødvendige politik
Den situation har Thorning-Schmidt så til gengæld energisk forsøgt at vende til egen fordel lige fra første åbningstale. Igen og igen har hun fortalt danskerne, at hun ser sig selv om en socialdemokratisk statsminister med én dominerende dyd: hun gør det nødvendige i den økonomiske politik, uanset om det er populært eller ej.
Budskabet har været det samme hver gang i forskellig udgave. Måske er det begyndt at have en effekt lige i sidste øjeblik - før valget. Måske hjulpet af Lars Løkke Rasmussens upopularitet. Målingerne kunne tyde på det.
Kan hun gøre det igen?
Status er i hvert ifald, at Helle Thorning-Schmidt som 10-års jubilar nu er på vej ud i en valgkamp, hvor hun vil slå på erfaring, stabilitet og tryghed.
Spørgsmålet er, om hun kan gøre det - altså vinde Statsministeriet - igen.