Med aftalen om en folkeafstemning om et beskåret EU-retsforbehold, har Helle Thorning-Schmidt og hendes regering landet den sidste store aftale i valgperioden.
Tilbage står en omgang procesballade om terrorpakken, en stribe paradeforslag om børn og vækst - og så, langt om længe, valgkamp.
Sidste gode stik
EU-aftalen er det sidste stik, Thorning tager hjem, før der skal trykkes stemmesedler til folketingsvalget.
Et rigtigt godt stik, alene fordi hverken Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen nogensinde fik kaldt danskerne til afstemning om nogle af de fire omstridte og halvgamle danske EU-forbehold. Trods løfter herom i diverse regeringsgrundlag.
Der leveres
EU-aftalen er et eksempel på, at Regeringen Helle Thorning-Schmidt har leveret, som man siger. I hvert tilfælde på lange stræk, som man også siger.
Et overblik over en række af regeringens andre større forlig bekræfter billedet:
En skattereform med lempelser til både personer og virksomheder, altså selskabsskat. Reformer af både kontanthjælp og førtidspension - med tilhørende besparelser. SU-reform, der øger presset på de studerende for at rubbe neglene. En omfattende reform af folkeskolen. En omstridt reform af de videregående uddannelser, igen for at presse de studerende.
Dertil kan man lægge de reformer, regeringens to røde partier overtog som en forhadt medgift, da de giftede sig med de radikale i et sort tårn på Amager: Tilbagetrækningsreformen (efterløn) og de dagpengestramninger, regeringen har smurt smertestillende salve på lige siden.
Altsammen gennemført med brede flertal i Folketinget.
Belønning?
Med andre ord ikke en regering, der har ligget på den lade side. Og en statsminister, der har stillet sig i spidsen for en hel del.
Nu venter Helle Thorning-Schmidt og hendes parti så bare på belønningen for alt dette. De glæder sig over hvert positivt skvulp i målingerne og bogfører med flid og akkuratesse hvert eneste tal, der viser at Thorning er mere respekteret end Lars Løkke Rasmussen.
Op ad bakke
Der drømmes om genvalg i statsministerens parti. Men det ser stadig tungt ud. Af en del grunde - her skal bare nævnes to:
Den ene grund er Kristian Thulesen Dahls enorme succes med Dansk Folkeparti. Den anden grund er netop ovenstående liste af reformer og store politiske forlig, gennemført af Thorning-regeringen i samarbejde med ærkefjenderne i Blå Blok. Og ikke under de allerletteste parlamentariske forhold, vel at mærke.
Et er valgkamp noget andet politik
For uanset hvor store en række af aftalerne er, og uanset hvor meget kredsen af bankøkonomer og erhvervsledere har rost aftalerne - så er der betydelig afstand mellem Socialdemokraternes valgkamp i 2011 og partiets gerninger som regering fra 2011 og frem.
Lige som regeringsgrundlaget fra Det Sorte Tårn heller ikke helt afspejlede det, regeringen og Helle Thorning-Schmidt endte med at gøre. Der var for langt fra løfter og valgkamp til maskinrummet på Christiansborg.
Politik a la Fogh
Sagt på en anden måde, lidt forsimplet: Hverken i valgkampen eller regeringsgrundlaget, bebudede statsministeren lavere selskabsskat eller salg af DONG-aktier til Goldmann Sachs. Det skete bare alligevel.
Forklaringen skal søges i S og SF's strategi frem mod valget i 2011. De førte på mange måder valgkamp i den gamle Anders Fogh Rasmussen-stil, med kontraktpolitik som metode. Man fremsætter nogle bestemte og meget konkrete løfter og forslag, for det tror man, vælgerne bedst kan lide.
Sidste stik
Virkeligheden blev bare en anden.
Derfor er meget usikkert, om Helle Thorning-Schmidt og hendes blok kan vinde valget, der nærmer sig. Selv om de med tirsdagens EU-aftale tog endnu et stik hjem. Det sidste.