Historien om ytringsfrihedens rolle i nyere dansk politik begynder i 1996. Den eksploderer i 2005. Den er stadig blodig og aktuel i 2015.
Noget er forandret i mellemtiden.
Politikerne står i dag klart samlet om det helt enkle budskab: Ytringsfriheden skal forsvares, ingen angreb kan accepteres.
Men noget andet er uforandret.
Nemlig politikernes grundlæggende dilemma: At finde balancen mellem hensynet til ytringsfriheden og andre grundlæggende principper - og så ønsket om at skabe sikkerhed og tryghed.
Da Rushdie kom på besøg
Da den britiske forfatter Salman Rushdie i efteråret 1996 skulle modtage en europæisk litteraturpris på Arken i Ishøj, var han en truet forfatter - omfattet af en fatwa. Der var til stadighed stor risiko for et attentat på ham.
Det fik Nyrup-regeringens sikkerhedsudvalg til at følge en indstilling om at afvise Rushdies besøg, han skulle hellere tage at komme en anden gang.
Regeringen satte kryds ved S for Sikkerhed og så måtte litterære priser og forfatterskaber komme i anden række - i hvert tilfælde indtil det var lidt mere belejligt og trygt.
Rushdie-krisen
Men sagen eksploderede mellem hænderne på regeringstoppen. Rushdie var vred, og det samme var mange andre.
Først efter en måneds pinagtig politisk krise, landede sagen og Rushdie kunne besøge Danmark mod slutningen af året. Han modtog en undskyldning, og gjorde ikke intet for at skjule sin foragt for den danske regering.
Kridtstregen
Vredens årsag, ude og hjemme: Indtrykket af, at sikkerhed blev sat over hensynet til den besværlige ytringsfrihed. Indtrykket af at vigtige principper var blevet glemt eller skubbet til siden. At en delikat balance mellem frihed og sikkerhed var blevet forskubbet, og en vigtig kridtstreg var blevet overtrådt.
Det er dén kridtstreg, danske politikere har danset på lige siden. Måske mindre og mindre bange at træde et skridt ind i det farlige område - dér hvor man går langt i jagten på sikkerheden.
11. September
Chokket oven på terrorangrebet i USA 9. september 2001 var ikke væk, for Folketinget i 2002 vedtog en omfattende antiterrorpakke - med stribevis af stramninger.
Deriblandt var en øget overvågning af danske borgere aktiviteter på nettet og retsforfølgelse af folk, der støttede bestemt grupper i udlandet. Stramningerne blev fra mange sider kritiseret for at overtræde gammelkendte frihedsrettigheder - men de blev gennemført.
Kritikerne sagde, at sikkerheden vandt over friheden - tilhængerne fastholdt, at Folketinget ikke gik for langt. At balancen blev holdt. Som de også sagde, da der kom nye terrorregler til efter angrebet i London i 2005.
Af de danske efterretningstjenester skulle have flere penge, var der til gengæld kun ringe uenighed om. Ganske som i dag, 12-13 år senere, hvor kassen igen er åben.
Tegningerne
Tre år senere fik statsminister Anders Fogh Rasmussen for alvor brug for at holde balancen - og stå fast på den besværlige ytringsfrihed.
Jyllands-Posten offentliggjorde 12 tegninger af profeten Muhammed - de fleste nærmest kedelige og fredsommelige i forhold til stregerne hos franske Charlie Hebdo. Men efter lidt tilløb eksploderede en hidtil uset tegningskrise.
Får og bukke
Det bragede løs ude og hjemme.
Ikke alle i det danske politiske landskab var begejstrede for JPs tegninger. Fogh Rasmussen erklærede, at sagen skilte politiske får fra bukke. Marianne Jelved sagde, at Fogh var farlig.
Personligt ville jeg..
I rollen som statsminister blev Anders Fogh Rasmussen en slags rejsende i den danske definition af ytringsfrihed - hen ad vejen tilpasset et mellemøstligt publikum.
Den danske statsminister måtte tage imod en kritisk journalist fra tv-stationen Al-Arabiya:
Nej, Fogh havde desværre ikke mulighed at fyre redaktørerne på danske aviser. Men... personligt kunne han aldrig drømme om at lave tegninger af religiøse skikkelser.
Ikke noget drømmeinterview for en ellers stolt og principfast dansk statsminister. Men nødvendigt for at få stormen mod Danmark til at løje af.
Ti år efter Muhammed
I år fejrer de 12 tegninger 10 års fødselsdag.
De er blandt andet blevet trykt i Charlie Hebdo - og netop angrebet på det franske blad har atter sendt de danske politikere ud på den vanskelige kridtstreg. De skal igen på jagt efter balancen mellem frihed og sikkerhed.
Ved uddelingen af Cavlingprisen forleden fastslog statsministeren at ytringsfriheden er vores bolværk mod tyranniet. Og i DRs partilederrunde lød det fra nogle af deltagerne: "ytringsfriheden er absolut!". Men den konkrete politiske dagligdag er mere kompleks.
Frederiksen vil gå langt
Dels er der allerede enkelte begrænsninger i ytringsfriheden i form af racisme- og blasfemiparagraf, terrorlov og straffelov - dels dukker der nye udfordringer op. For eksempel på Grimhøjvej i Århus - hvor sympatien for terrorgruppen IS er synlig. Venstres Claus Hjort Frederiksen har allerede markeret at han er klar til at se på stramninger og begrænsninger i ytringsfriheden
At PET og politiet står til kraftigt voksende bevillinger, synes at stå helt klart.
Og justitsminister Mette Frederiksen signalerede i weekenden klart at hun også er parat til at kigge på andet end penge: "Hvis myndighederne beder om nye værktøjer (..) vil jeg være parat til at få langt. Meget langt."
Den hårfine balance
Justitsministeren vil altså gå langt for at beskytte danskerne, for at skabe sikkerhed. Og samtidig forsvare demokratiet. Når terroristerne ruster op og finder nye veje, må fællesskabet følge efter.
Det er, som hun siger til B.T. "en hårfin balance".
Og det er nok ikke for meget sagt at dén balance er sværere i dag end da den danske regering i 1996 kom i krise, fordi en forfatter skulle modtage en pris i Ishøj.