ANALYSE Eritrearapport kasseret - Frederiksen vil ikke trækkes med ned i asylsag

Justitsministeren smider Eritrea-rapport tilbage i hovedet på Udlændingestyrelsen. Ny dramatisk udvikling

Frederiksen kunne næsten lige så godt have skrevet: "Læser I ikke avis eller ser TV ude i den Styrelse?", skriver DR's politiske analytiker i sagen om tilbagesendelsen af Eritrearapport. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Ikke en dag uden en ny vending på sagen om den omstridte Eritrea-rapports tilblivelse og skæbne.

Det er en dramatisk udvikling, at justitsminister Mette Frederiksen hårdt og brutalt smider Udlændingestyrelsens redegørelse om sagen tilbage i hovedet på styrelsen. Oven i købet med en meget kort tidsfrist - 24 timer - til at besvare en række supplerende spørgsmål.

Helt centrale spørgsmål

Og ikke bare hvilke som helst spørgsmål.

Nej, justitsministeren forlanger svar på to fuldstændigt centrale spørgsmål - som styrelsen øjensynligt ikke selv er kommet i tanker om:

Følger de ikke med?

For det første: Hvorfor er Eritrea-rapporten anderledes opbygget end andre rapporter, er kilderne brugt anderledes - og kan det have betydning for konklusionen?

For det andet: Hvordan ser styrelsen på den kritik, der er rejst i medierne - med direkte beskyldninger om at rapportens konklusion var skrevet på forhånd?

Frederiksen kunne næsten lige så godt have skrevet: "Læser I ikke avis eller ser TV ude i den Styrelse?"

Budskabet til at forstå

Og justitsministeren ledsager det hele med et udsagn om at "enhver tvivl om politisk indblanding skal kunne tilbagevises". Hvis nogen ellers skulle være i tvivl om, hvad der er på spil, og hvad Udlændingestyrelsen burde havde adresseret i sin redegørelse.

Signalet fra Mette Frederiksen er ikke til at tage fejl af.

Hun giver dumpekarakter til Udlændingestyrelsens redegørelse. 00 på den nye karakterskala.

Og hun vil ikke selv trækkes med ned i den galloperende asylsag. Det er Udlændingestyrelsen, der har et problem - ikke ministeren, står der med store bogstaver mellem linjerne.

Ombudsmanden er velkommen

Endelig får justitsministeren sendt en invitation til Folketingets Ombudsmand. Det kan ikke skrives direkte, men Mette Frederiksen ser gerne, at ombudsmanden går ind i en undersøgelse af sagen. Som han tidligere har sagt, han overvejede.

I Udlændingestyrelsen må ledelsen nu til tasterne igen. Opgaven er klar: Tirsdag skal det stå klart at Eritrea-rapporten ikke var et stykke politisk bestillingsarbejde.

Det begyndte i juni

Allerede nu fremgår det af rapporten at styrelsen allerede i juni begyndte at tage skridt til en fact finding mission til Eritrea.

Det var i parentes bemærket to måneder før daværende minister Karen Hækkerup sagde at det var hende, der stod bag initiativet. Begge dele kan ikke være rigtigt - men det er ikke den nuværende ministers problem.

Og hun har i dag demonstreret at hun er meget opmærksom på ikke at blive trukket yderligere ind i sagen. Tværtimod.