VIDEO Analyse: Lars Løkke har ikke råd til mere bilagsrod

Alle gode gange to må være nok for Venstres Lars Løkke Rasmussen, vurderer Jens Ringberg.

Det var et pressemøde udover det sædvanlige, som Lars Løkke Rasmussen søndag præsterede at holde.

Hele 3 timer og 43 minutter sad venstreformanden bænket og svarede beredvilligt på pressens mange spørgsmål om hans rejser som formand for klimaorganisationen GGGI.

Han forsøgte kort sagt at lukke sagen. Trods den ihærdige indsats lykkedes det dog ikke, vurderer DRs politiske analytiker Jens Ringberg:

- Man kan ikke lægge låg på en sag af den her karakter ved bare at holde et pressemøde. Det er sagen for stor til. Der er stadigvæk nogle uafklaret ting omkring hans datters flybillet, og vi mangler stadig at se befolkningens reaktion i meningsmålingerne, siger han.

Ikke plads til mere rod

Det er ikke første gang, at Lars Løkke Rasmussen kommer i vælten for rod i bilagene. Han har tidligere fået hug for sin lemfældige omgang med ministerdankortet, da han var indenrigs- og sundhedsminister. Og netop det faktum gør, at der snart ikke er plads til mere bilagsrod, vurderer Jens Ringberg:

- Nu har Lars Løkke haft to store bilagssager, og jeg synes ikke, der er plads til endnu en stor sag. På den måde har sagen slidt på ham som politisk leder og partiformand, siger Jens Ringberg og fortsætter:

- Den her sag kommer i høj grad til at hænge fast på Lars Løkke Rasmussen, ligesom den gamle bilagssag.

Se hele analysen i videoen øverst i artiklen.