Enhver, der havde sin gang på Christiansborg i den forløbne uge, kan ikke være i tvivl:
Statsministeren ventes at udskrive valg i den kommende uge.
For første gang kunne man opleve, at alle kilder med en vis indsigt i regeringens indre liv, havde samme forventning, samme analyse og samme konklusion.
Selv talte jeg torsdag og fredag med seks forskellige ministre fra begge regeringspartier og en stribe rådgivere - alle samtaler havde samme budskab: Valget udskrives i denne uge, sandsynligvis til den 16. juni.
Alle understreger de dog, at de ikke VED det. De er ikke blevet briefet, de kan ikke være sikre.
Men de har en klar forventning, der bunder i logisk analyse og ikke mindst i de signaler, de synes at kunne opfange fra statsministeren og hendes nærmeste.
Og alle husker de også at tage det forbehold, der naturligvis skal tages - nemlig at Helle Thorning-Schmidt kan ombestemme sig i sidste øjeblik. At hun trækker i nødbremsen.
Men hvordan lyder analysen så?
Hvad er pointen med et valg nu, når regeringsblokken stadig ligger relativt langt efter de borgerlige i målingerne og når man kan vente med at udskrive valget til efter sommer og håbe på fremgang?
Lad os tage argumenterne et ad gangen:
Det politiske spor
Statsministerens nytårstale satte et politisk godstog i gang - en varsling af en rejse med en stribe politiske udspil som stationer:
Integrationen af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet skal styrkes, mulighederne for vækst i det private erhvervsliv skal understøttes og forholdene for børnene i daginstitutionerne forbedres.
Regeringen har nu været forbi alle stationer, som i øvrigt har været plastret til med skiftende annonce-kampagner - tilbage er blot rejsens endemål:
Valget. Kommer valget ikke nu, vil alle vælgere have glemt rejsen, og trækker man i nødbremsen, er vejen mod endestationen ukontrollabel.
UdskrivelsesgrundlagetI den kommende uge ventes regeringen at præsentere en økonomisk redegørelse, ligesom de økonomiske vismænd er på vej med endnu en rapport - begge værker ventes at tegne ganske optimistiske billeder af udviklingen i dansk økonomi.
Og for første gang nogensinde vil vi sandsynligvis opleve regeringens topministre erklære Danmark for officielt af være ude af dén økonomiske krise, som tog fart i september 2008.
Og de vil nok samtidig konstatere, at Danmark ikke bare har navigeret sig selv gennem skærene, vi er i dag inde i et egentligt opsving.
Et perfekt udgangspunkt for udskrivelsen af et valg for en regering, der fra første dag i 2011 sagde, at den ville måles på evnen til at bringe Danmark sikkert gennem krisen med solidariteten og trygheden i behold.
Der er således ingen tvivl om, at dansk økonomi er i bedre gænge end i en årrække - det anerkender også Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen - og hvad vigtigere er:
Danskerne HAR opdaget det. Så ideen i at vente nogle måneder mere af vælgerpædagogiske årsager på dansk økonomis vegne, giver ikke den store mening.
Faren ved at venteIngen statsminister ønsker at male sig op i rummets sidste hjørne, hvor man er tvunget til at udskrive valget uanset, hvordan virkeligheden ser ud.
Man kan jo eksempelvis forestille sig en sommer, hvor en skandalesag i regeringen bryder ud, og Thorning vil alligevel være tvunget til at udskrive valg. Et sandt mareridtsscenario.
Den lange sommer-valgkamp
Hvis valget ikke udskrives en af de kommende dage, så vil det de facto være udskrevet alligevel - nemlig til en af de to første uger i september, da der ikke kan afvikles valg, når danskerne er på sommerferie.
Det betyder, at vi står overfor en uhyre lang valgkamp, som ingen kan forudse konsekvenserne af. Og som en rådgiver sagde forleden: - Jeg har ikke set strategipapiret for en valgkamp, der varer i to en halv måned.
Sagerne
Det fornyede pres på Bjarne Corydon for at lade Folketingets partier se de alternative bud til Goldmann Sachs' på købet af DONG-aktier i fjor har været set som en risiko for regeringen i en valgkamp.
Ligesom efterspillet på terrorangrebet i København - fra politiets parathed og reaktionshastighed til strukturen til at bekæmpe antiradikalisering - har været nævnt som en potentiel svaghed.
Men intet tyder på, at de to sager kommer til at dominere overhovedet i valgkampen eller at de i det hele taget har flyttet vælgere, og derfor har regeringstoppen ingen kvaler ved at have de to verserende forløb præsent i valgkampen.
Målingerne
Og så er der målingerne. Ja, rød blok er bagud, men der er ikke åbenlyst noget, der tilsiger, at den situation vil forandre sig grundlæggende henover sommeren.
Valget skal med andre ord vindes på tre uger - uanset om de ligger i maj/juni eller i august/september.
Desuden skal man bemærke, at Socialdemokraterne ligger bedre end, de har gjort på noget tidspunkt i valgperioden, partiet ligger faktisk til at generobre positionen som landets største for første gang siden 2001 - nemlig omkring valgresultatet i 2011; det betyder noget for en statsminister, der også er partiformand.
Ydermere er Helle Thorning-Schmidts personlige målinger - på troværdighed, som foretrukken statsminister, som krise-kaptajn...ja, på stort set alle områder - markant bedre end den direkte modstanders, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, som omvendt ligger meget lavt i danskernes agtelse. Og netop den personlige medvind, kan bruges meget aktivt af Helle Thorning-Schmidt i valgkampen.
Så man kan sige, at SKULLE statsministeren vælge at vente med valget til efter sommeren, så er det udtryk for de krydsede fingres politik, hvor man har håb som strategi.
Et håb om, at alverdens kalamiteter pludselig vælter ned over de borgerlige eller at vælgerne oplever en mirakuløs politisk omvendelse, mens de slikker sol eller griller Langelændere i haven.
Alle disse argumenter er baggrunden for, at stemningen på Christiansborg den seneste uge entydigt forvandlede sig til en egentlig spændt forventning. Nu er det sådan set bare op til statsministeren at levere varen.