Redaktør: Ruth er farlig for demokratiet

Ruth Evensens kommunalpolitiske felttog har vakt stor opsigt på Lolland.

Til DR Sjælland oplyser Ruth Evensen, at hun peger på sig selv som borgmester, hvis Det Frie Lolland opnår valg til byrådet 19. november. (© DR)

Ruth Evensen kan vise sig at blive den helt store politiske joker på Lolland.

Stifteren af frikirken Faderhuset stiller sammen med ni andre kandidater op for partiet Det Frie Lolland, som har annonceret massivt i de lokale medier og senest har udsendt en 48 sider stor avis til samtlige husstande i kommunen.

Blomstrende Bandholm

- Jeg ved godt at byrådsarbejde er megakedeligt, og derfor har jeg også været længe om at beslutte mig. Men jeg kan bare se, at jeg har skabt en blomstrende by i Bandholm og været med til at etablere 10-12 virksomheder i byen. Derfor er der brug for mig, siger Ruth Evensen til DR Sjælland.

Hun går til valg på løfter om en skadestue på Lolland, en financieringsfond, der er villig til at låne penge til almindelige mennesker, som vil købe et hus og yderligere 6.000 nye indbyggere i år 2020.

Ren indoktrinering

Men selvom Ruth Evensens partiprogram er forankret i lokalpolitik og Lollands velfærd, så kan hun vise sig at være farlig for demokratiet. Det mener redaktøren på Lolland-Falster Folketidende, Torsten Elsvor.

- Jeg vil kalde det ren indoktrinering. Hun indfanger folk i sit netnværk i Bandholm, og det kan meget vel udvikle sig til en stat i staten. Det virker på mig som noget farligt, siger redaktør Torsten Elsvor til DR Sjælland.

Han betegner hendes særavis Frihedsposten som et regulært kampskrift til fordel for Faderhuset.

Forsker: Ruth åbner op

Men det er langtfra alle, der deler bekymringen omkring Ruth Evensens politiske fremfærd.

[Ib Sørensen] har i flere år været tilknyttet Syddansk Universitet, hvor han har forsket i nyreligiøse bevægelser, og han er anderledes positiv overfor Ruth Evensens lokalpolitiske engagement.

- Nyreligiøse bevægelser har det med at lukke om sig selv, men Ruth Evensen synes reelt optaget af at give demokratiet en chance, og hun skal nok få lært det politiske håndværk, siger [Ib Sørensen] til DR Sjælland.

Ruth som borgmester

Ruth Evensen forklarer, at hendes massive valgkampagne og valgavis er financieret af private donorer - fra de virksomheder, der er etableret i kølvandet på Faderhusets hovedkvarter i Bandholm.

Til DR Sjælland oplyser Ruth Evensen, at hun peger på sig selv som borgmester, hvis Det Frie Lolland opnår valg til byrådet 19. november.

#kv13 #lollandpol