Lars Løkke Rasmussens rejsesag ryder forside på forside, og partilederen er i strid modvind. Menigsmålingerne falder, og Venstres byrådskandidater har ikke lyst til at bruge partilederen som blikfang i deres kommunalvalgkamp i samme grad som andre politiske partier.
Kun hver syvende venstrekandididat vil bruge partilederen som led i valgkampen, og flere frygter, at partilederen vil kunne koste dem stemmer. Blandt dem er Niels Bebe (V), der er spidskandidat i Middelfart Kommune.
- Det kan være sådan en sag, der lokalt kan koste et mandat, og går mandatet til den anden fløj, kan det afgøre borgmesterposten, siger Niels Bebe til Fyens Stiftstidende.
Rejsesag ikke afgørende for valget
Men Venstres byrådskandidater kan tage det roligt. Lars Løkke Rasmussens rejsesag vil ikke få afgørende betydning ved kommunalvalget, mener en af regionens højst profilerede venstremænd Carl Holst, der er formand for Region Syddanmark.
- Det er klart, at jeg meget gerne ville have været den sag foruden. Men at tro, at der er en direkte hundrede procent afsmitning, det tvivler jeg stærkt på. Jeg tror godt, at vælgerne kan adskille, hvad der er kommunalpolitik, regionalpolitik og landspolitik, siger Carl Holst til P4 Fyn.
Tag den med ro folkens
Carl Holst maner til ro og har dette budskab til sine bekymrede partifæller:
- Jeg tror, at de skal tage det roligt nu. De skal føre deres valgkamp på deres holdning i deres lokalområde, ligesom jeg fører min valgkamp på mine holdninger og værdier i Region Syddanmark, og mon ikke det så går, afslutter regionrådsformand Carl Holst.
Valgforsker: Rejsesag kan måske få effekt
Valgforsker ved Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær erfarer, at meningsmålingerne for partierne på landsplan typisk slår igennem med halv kraft ved valgkamp.
- Det sker ikke i alle kommuner, men ses der på kommunerne under ét, er det tilfældet. Og Hvis sagen om rejserne ikke snart bliver lukket, kan den få betydning for kommunalvalget og i yderste tilfælde koste partiet borgmesterposter, siger Christian Elmelund-Præstekær til Fyens Stiftstidende.
Venstre går tilbage
Som det ser ud lige nu går Venstre tilbage i meningsmålingerne. I sidste uge havde partiet 30,1 procent af vælgernes stemmerne. I denne uge har partiet 28,4 procent. Det er det laveste siden folketingsvalget, skriver Ritzau.