Stor valgdebat: Søndag aften er Demokratiets Aften

DR sætter kommunalpolitikerne stævne i sin store valgdebat søndag klokken 21.

Studievært Kim Bildsøe Lassen og DRs politiske redaktør Ask Rostrup skal holde styr på tropperne på 'Demokratiets Aften' (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR)

2.520 byrådspladser skal fordeles, når danskerne på tirsdag skal kaste krydser efter deres yndlingspolitikere. For mange er det lettere sagt end gjort, for der er rigtigt mange kandidater med endnu flere meninger.

Derfor sætter DR1 fokus på de vigtigste problemstillinger, når 'Demokratiets Aften' rammer skærmen klokken 21 søndag aften.

- Jeg glæder mig helt enormt meget. Vi har et godt panel, nogle gode temaer og den smukkeste scene i DR's koncertsal, siger Kim Bildsøe Lassen.

Han skal sammen med Ask Rostrup sørge for, at alt forløber efter planen og at de otte paneldeltagere opfører sig ordentligt.

Virkelighedens store spørgsmål

De otte debattører kan ses i faktaboksen til højre. Ifølge Kim Bildsøe Lassen er der ramt en sammensætning, der burde appellere til de fleste.

- Vi har prøvet at ramme så bredt som muligt. Både med parti, geografi og position i kommunen. Vi ville for eksempel ikke kun have borgmestre, og jeg er alt i alt meget tilfreds med panelet, siger han.

Politikerne vil diskutere en række dilemmaer, som er taget fra virkeligheden. De skal ikke diskutere på et ideologisk eller teoretisk plan, men i stedet forholde sig til konrete valg, der er blevet truffet i en af landets 98 kommuner.

- På den måde bliver debatten også relevant for borgere i de kommuner, der ikke har en kandidat med i panelet. Vi tvinger politikerne til at tage stilling og prioritere i reelle problemstillinger, som alle diskuterer, siger Kim Bildsøe Lassen.

Som noget helt nyt vil DR desuden inddrage borgerne ved at lade 500 personer svare på de samme dilemaer som politikerne og se, om folket er enig med deres byrådskandidater.

Vigtigt og svært arbejde

Formålet med den store debataften er ifølge Kim Bildsøe Lassen, at sætte fokus på det arbejde, der bliver lavet i kommunerne.

- Vi vil gerne åbne folks øjne for, hvor vigtig kommunalpolitik er. Der kan være en opfattelse af, at alt vigtig politik kommer fra Folketinget eller EU. Men det er ikke rigtigt; de fleste beslutninger, der virkelig har effekt på folks liv, bliver faktisk truffet i kommunerne, siger han.

- Og så kan vi med vores dilemmaer også vise, hvor svært det faktisk er at lave kommunalpolitik. Det fik vi sat fokus på i programmet 'Gaden' og det vil vi meget gerne bygge videre på.

'Demokratiets Aften' sendes på DR1 klokken 21 søndag aften.

Under valg-udsendelsen Demokratiets aften søndag aften på DR1 fik vi nævnt et forkert beløb i debatten om, hvorvidt politikerne ville prioritere et kammerorkester eller vedligeholdelsen af vejene. DR Nyheder beklager fejlen. Læs mere her

#kv13 #drvalg