Tre i Middelfart og seks i Ballerup. Så stor er forskellen på, hvor mange chefer de to kommuner bruger til at servicere 1.000 borgere, og det vil Ballerups borgmester nu gøre noget ved.
Sådan lyder beskeden fra borgmester Jesper Würtzen (A), efter DR Nyheders Databaseredaktion har fundet frem til, at kommunen med seks chefer per 1000 indbyggere er den kommune i landet, der har flest chefer i forhold til antallet af indbyggere.
- Jeg må indrømme, at det kommer lidt bag på mig, for i de senere år har vi gennemført en del besparelser, hvor vi har skåret i antallet af chefer. Vi har blandt andet lagt en del institutioner sammen under én leder, men det lader til, at der stadig er mere, vi kan gøre, siger Jesper Würtzen, der går efter at blive genvalgt ved kommunalvalget den 19. november.´
Ser på niveau efter valget
I alt har Ballerup Kommune 288 årsværk chefer og ledere ansat, viser tal fra Kommunerne og Regionernes Løndatakontor (KRL) fra juli i år. Det er 1,6 chefer mere end gennemsnittet og dobbelt så mange, som i Middelfart Kommune, der kun har tre per 1000 indbyggere.
De mange chefer kan tilsyneladende ses i Ballerups udgifter til lønninger. Kommunen betaler cirka 48.000 kroner om måneden til sine chefer, hvilket placerer kommunen i top-10 over kommuner med den højeste gennemsnitsløn. For alle ansatte svarer Ballerups Kommunes lønudgifter til, at hver eneste borger betaler over 2.900 kroner om måneden til kommunale lønninger.
Derfor vil Jesper Würtzen efter valget se på, om kommunen kan mindske andelen af chefer og ledere i medarbejderstaben
- Det er klart, at hvis andre kommuner kan løse de samme opgaver med færre chefer, så skal vi selvfølgelig se på, om vi også kan gøre det. Det er vigtigt, at vi har en passende ledelsesstruktur, som både fokuserer på at have en stærk men også effektiv ledelse, siger Ballerup-borgmesteren.
Fælles institutioner
Jesper Würtzen peger dog på, at en grund til at kommunen ligger i top kan være, at man har mange institutioner, som tidligere blev drevet af amterne.
Det betyder eksempelvis, at lederen af en institution for hjerneskadede er ansat i Ballerup Kommune, selvom en række kommuner er fælles om at bruge den til sine borgere.
- Men det er naturligvis aldrig sjovt at ligge nederst på sådan nogle lister, så når vi i det kommende år står foran at skulle lave besparelser i administrationen, så er det her bestemt noget, vi skal kigge på, siger Jesper Würtzen.
Stærk ledelse er vigtig
Han vil dog ikke love, at Ballerup ved næste kommunalvalg ligger i gruppen med kommuner, der har færrest chefer.
- Det er samtidig også vigtigt at have en god og stærk ledelse. For eksempel vil den reform af folkeskolen som er på vej, kræve mere ledelse, og her skal vi se på, hvad medarbejderne har behov for, så resultatet i sidste ende er det bedste.
Ballerup Kommune er ud over at være den kommune med flest chefer per 1000 indbyggere også den kommune, der har sjetteflest chefer per ansat.
#KV13