Trods valgnederlaget ved Europa-Parlamentsvalget i søndags, forsøger de traditionelle og EU-positive kræfter i Europaparlamentet at holde på magten. Det fortæller DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg.
- Kristendemokraterne gik cirka 60 mandater tilbage og kommer nu og siger, at de har vundet, og derfor skal deres kandidat blive formand for Europa-Kommissionen, siger Ole Ryborg fra Bruxelles med henvisning til den borgerlige kandidat fra EPP, den største gruppe i parlamentet, Jean-Claude Juncker, der forsøger at blive ny formand for EU-Kommissionen.
Vil erobre mere magt
Men ikke nok med at de traditionelle kræfter forsøger at få valgt deres kandidat, så går parlamentet også en meget usædvanlig vej for at få det igennem.
Ifølge DR's korrespondent ligner det frem for alt et forsøg på at erobre mere magt fra EU-landenes stats- og regeringschefer. Noget der næppe flugter med den store succes, som flere EU-skeptiske partier fik ved Europa-Parlamentet.
- Selvom det står i traktaten, at det er stats- og regeringscheferne, som skal indstille, hvem der skal være formand for Europa-Kommissionen, så siger parlamentet, "at nu har vi opfundet en mekanisme, som ikke står i traktaten, og nu er det os, der skal bestemme det her", forklarer Ole Ryborg.
Derfor er det heller ikke sikkert, at Juncker bliver formand, og Tysklands kansler, Angela Merkel, sagde i nat, at Juncker ikke har et flertal, og derfor var det også nødvendigt at få andre kandidater på banen.
Signalerer at EU bare skal fortsætte
Andre ledere som den britiske premierminister David Cameron er decideret imod Juncker, da Cameron vil have reformeret EU til et nyt, anderledes og slankere EU.
For nogle af statslederne har forstået budskabet fra befolkningen.
- Hvis der er noget, Jean-Claude Juncker er, så er han jo sindbilledet på det gamle EU. Han har været Luxembourgs premierminister i 16 år. Han har været formand for euro-gruppen, og så er han erklæret føderalist.
- Og det er stort set alt det, som signalerer, at EU bare kører videre uden at lytte til noget som helst af det, som Cameron mener, at man skal lytte til, siger DR's EU-korrespondent.
Forsøger at lytte
Ifølge Ryborg forsøger stats- og regeringscheferne til dels at sende et signal om, at man lytter til det EU-skeptiske signal, som flere landes befolkninger har sendt ved valget. Men samtidig mener de, at budskaberne er modstridende.
- Helle Thorning-Schmidt pegede på, at skeptikerne i syd eksempelvis i Grækenland mener, at EU har gjort for lidt i forbindelse med krisen, men skeptikerne i Nordeuropa mener, at EU blander sig i for meget, siger Ryborg.
- Så det er ikke så let. Men man har sagt fra stats- og regeringschefernes side, at man vil prøve at få lavet en aftale om, hvad EU skal prioritere mere, og hvad man skal prioritere mindre altså en slags mandat. Og det, synes de, er deres reaktion på det valgresultat, der var i søndags siger Ole Ryborg.