Mens EU-skeptikerne stormer frem på tværs af Europa, så får de ikke et ben til jorden i Spanien.
Der er hverken noget stort højrenationalistisk parti eller magtfulde EU-modstandere op til europaparlamentsvalget.
Det på trods af, at Spanien er i dyb økonomisk krise og har haft massiv indvandring, mens landet har været en del af EU.
- Det er ikke et problem, der bekymrer spanierne, siger DR's journalist i Madrid Astrid Berg.
Spanien vil ikke lukke grænser
Ifølge hende er en af forklaringerne, at landet har haft et stort indvandringsboom før krisen, da man havde brug for arbejdskraft til bygge- og serviceindustrien.
- Derfor er der i Spanien en klar bevidsthed om, at økonomisk vækst og indvandring hænger tæt sammen.
Som følge deraf italesætter spanierne ikke indvandringen som et problem på samme måde som i andre EU-lande.
- Der er ikke en politisk kultur om, at gå imod indvandring og snakke om at lukke grænser, som vi ser andre steder i Europa, fortæller Astrid Berg.
Ingen negativ indvandrer-debat
Og netop hele diskursen, når politikerne og medierne omtaler indvandrerne er én af grundene til, at integrationen ikke på samme måde skaber overskrifter i Spanien, som i andre europæiske lande.
- Mange af de rumænere, som jeg har talt med, fortæller, at det hænger sammen med, at der ikke er en politisk diskussion, hvor indvandrerne er genstand for en negativ debat, siger Astrid Berg.
Se hele interviewet med Astrid Berg øverst i artiklen.