Hvis man klikker rundt på Europakortet over denne artikel, så kan det umiddelbart være svært at se et større mønster i optakterne før valgene til Europa-Parlamentet 22.-25. maj.
I Grækenland ser den yderste venstrefløj ud til at vinde en epokegørende sejr, mens det i Frankrig står til en endnu mere opsigtsvækkende triumf for det yderste højre.
Men ser man til unionens største land, Tyskland, så cruiser Frau Merkels borgerlige mod endnu en komfortabel førsteplads, og i Italien synes socialisterne genoplivet og -opladet af den unge regeringsleder Matteo Renzi - og kan den 25. maj give den italienske højrefløj et af dens største nederlag i årtier.
Alt i alt er der altså tal og forudsigelser, der peger hver sin vej i både nord, syd, øst og vest.
Mulig førsteplads i seks lande
Alligevel er der en tegning til et samlet billede, hvis man læser lidt længere ned i de meningsmålinger, som de 28 EU-lande i netop disse dage er så rige på.
I en lang række af EU's store og centrale lande ser partier og bevægelser, der har et alt andet end varmt forhold til EU, nemlig ud til at få rekordvalg.
En optælling baseret på de seneste meningsmålinger viser, at i seks af EU's 28 medlemslande vil skeptikere, kritikere, eller deciderede modstandere af EU enten vinde eller få andenpladsen ved valget den 25. maj.
I Frankrig, Danmark, Holland og Grækenland synes valgets førsteplads således godt på vej til EU-skeptikere og -modstandere, mens bevægelser og partier med lige så lunkne følelser for Bruxelles øjner, som minimum, en andenplads i Italien og Storbritannien.
Derudover kan EU-fjendtlige partier blive næst- eller tredjestørst i Østrig, Finland, Ungarn og Litauen.
Intet fælles fodslag
Hvis valgresultatet ligner meningsmålingerne om godt en måned, så vil langt flere af Europa-Parlamentets sorte stole vil blive besat af politikere der ikke svinger med det blå flag med de gule stjerner.
Men det er langtfra givet, at det vil betyde en markant øget indflydelse til skeptikerne, når det kommer til det politiske arbejde i parlamentet.
Den største forhindring er manglen på enighed mellem de mange forskellige bevægelser. Den græske venstrefløjsbevægelse SYRIZA vil ikke samarbejde med grupper på højrefløjen.
Og på samme måde har den italienske 5-stjernede bevægelse, der kæmper for en afstemning om Euroen i Italien, afvist, at den vil danne parlamentarisk gruppe med Frankrigs Front National.
Selv blandt de grupper, der hører til på samme side - den højre - af det politiske spektrum, er det svært med enigheden.
Både Dansk Folkeparti og britiske UK Independence Party har afvist at ville gå med franske Marine Le Pen og hollandske Geert Wilders i et kommende samarbejde, fordi Front National ifølge dem er for ekstreme, og har problemer med antisemitisme.
Så selvom de svenske Sverigedemokraterne overvejer at gå med Le Pen og Wilders, og italienske Lega Nord allerede har sagt ja, så bliver der næppe tale om en stor parlamentarisk gruppe, der repræsenterer den nationalistiske modstand mod EU.
Afsmitning i centrum
Men selvom den konkrete indflydelse synes usikker, så ser man, at EU-kritikernes medvind allerede har haft markant indflydelse på valgkampen i flere lande.
I Holland diskuteres det, hvordan man sikrer mindre indflydelse til EU, i Storbritannien taler man om afstemning for eller imod selve EU-medlemskabet, i Danmark diskuteres børnecheck og velfærdsydelser til østeuropæere, og i Italien diskuteres det, om man skal blive i Euroen eller ej.
Fælles er det, at partier, der traditionelt har forsvaret EU - mere eller mindre helhjertet - i valgkampen også forholder sig betydeligt mere kritisk overfor Bruxelles.
Får EU til debat
Det er en udvikling, som man ser på med stor alvor i Bruxelles, hvor kommissionsformand Jose Manuel Barosso advarede mod netop den tendens ved sin årlige state-of-the-Union tale i parlamentet i september.
Ligeledes kaldte den aldrende italienske præsident, Giorgio Napolitano, under et nyligt besøg i parlamentet, det kommende valg for et "sandhedens øjeblik for et samlet Europa".
Selvom de to herrer næppe finder trøst i de meningsmålinger, der tegner et EU-skeptisk mønster, så kan de måske finde en vis opmuntring i det faktum, at man i mange af landene ikke bare diskuterer indenrigspolitik i valgkampen, men rent faktisk EU-politik.
Som når grækerne diskuterer nedskæringer, polakkerne EUs naboskabs- og forsvarspolitik, italienerne finanspagt og Euro og herhjemme forholdet mellem velfærd og den fri bevægelighed.
I grafikken øverst i denne artikel kan du klikke dig ind på hvert land, og læse mere om, hvad der bliver snakket om i de 28 EU-lande.