Sådan får regeringen 3+6+9+12+15 til at blive 39 milliarder

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, forklarer, hvordan ovenstående regnestykke hænger sammen.

Helle Thorning-Schmidt og regeringen vil frem mod 2020 øge velfærden med 3 mia. kr. årligt i gennemsnit. (Foto: © Bax Lindhardt, Scanpix)

Slog din lommeregner også knuder, da regeringen i dag fremlagde sit velfærdsudspil?

Ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil regeringen frem mod 2020 øge velfærden med 3 mia. kr. årligt i gennemsnit.

Men samlet set vil regeringen 'kun' bruge 39 mia. kr. ekstra på velfærd i 2020. Hvordan hænger det sammen, når dette regnestykke "3+6+9+12+15" giver 45 milliarder kroner?

Færre penge de første år

Ifølge Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, kommer regeringen frem til gennemsnittet på 3 mia. årligt, når man kigger isoleret på året 2020.

Der er altså ikke tale om, at regeringen bruger 3 milliarder kroner årligt.

- I de første år er udviklingen lidt lavere, og derfor ender tallet på 39 og ikke de 45, siger Jesper Petersen.

- Vi oplyser det helt korrekte tal, når man lægger tallene sammen over årene, og det er 39 mia. kr.

En pædagogisk måde

Men når I så skriver og siger, at I bruger tre milliarder kroner om året frem mod 2020, så er det faktisk lidt forkert?

- Nej, fordi vi oplyser jo, at beløbet er 39 mia. kr. Vi prøver jo ikke at sige, at det er 45. Så det er et gennemsnit, når man ser på 2020, hvor det svarer til tre mia. kr. årligt. Men samlet set er det 39 mia. kr. og det er også det beløb, vi oplyser.

Men Thorning siger, at I vil bruge tre milliarder kroner årligt ekstra på velfærd. Det er vel ikke rigtigt?

- Det er en pædagogisk måde at sige, at vi har vækst i den offentlige sektor, og når man ser på, hvor man kommer hen med vores plan i 2020, så svarer det til 3 mia. kr. om året. Men vi siger også, at det samlet set svarer til 39 mia. kr. om året, så jeg synes ikke, du kan sige, at vi prøver at oversælge det her.

Beløbene varierer

Men med den plan, I har lagt frem, kommer I jo ikke til at bruge 3 milliarder årligt på mere velfærd frem mod 2020.

- Vi lægger op til at bruge 39 mia. kroner over årene, og i det enkeltstående år 2020 er det 15 mia. kr. over fem år, altså gennemsnitligt tre milliarder kroner.

Men tager Helle Thorning-Schmidt så ikke munden for fuld, når hun siger, at I årligt vil bruge 3 mia. kr. ekstra på velfærd?

- Nej, det er jo en pædagogisk måde at sige, at når vi når frem til 2020, så vil der i det år være 15 mia. kr. mere, end hvis der bliver indført nulvækst.

Men I vil ikke bruge tre mia. kr. hvert år frem mod 2020 på ekstra velfærd?

- Nej, beløbene varierer jo en smule fra år til år, men det samlede beløb er 39 milliarder kroner, og det vil man ikke få med nulvækst, siger Jesper Petersen.

Regeringen vil bruge pengene på sundhed og ældre, børn, uddannelse og social mobilitet, forskning og grøn omstilling og mere tryghed.

I udspillet står der blandt andet:

- Regeringen vil hvert år frem til 2020 øge det offentlige forbrug med i gennemsnit 3 mia. kr. i forhold til året før – svarende til 0,6 pct. i gennemsnit om året.