Nationalpartiet: Vi kan få to kandidater i Folketinget

Nationalpartiet er endnu ikke opstillingsberettiget, men formanden er optimistisk i forhold til partiets løsgængerplan.

Nationalpartiets formand, Kashif Ahmad, er optimistisk i forhold til at få to kandidater i Folketinget som løsgængere, hvis partiet må ty til dets nødplan. (© DR)

Hvis Nationalpartiet ikke får nok vælgererklæringer til at stille op til folketingsvalget som parti, så tror partiformand Kashif Ahmad på, at en eller to af partiets kandidater kan komme i Folketinget som løsgængere.

- Vi ved godt, at oddsene for at komme ind som løsgænger er ret små. Det kræver meget, men vi ser en reel mulighed for, at der godt kan komme en til to kandidater ind, siger han og fortsætter:

- Vi har en fornemmelse af, hvor en eller to af os kan blive stemmeslugere. Det kan vi faktuelt se på vores over 30.000 vælgererklæringer. Vi kan se, hvor de kommer fra i landet.

Formanden selv og digteren Yahya Hassan fremstår som de to mest prominente navne i partiet. Kashif Ahmad vil endnu ikke røbe, hvor partiets ni kandidater i givet fald stiller op.

Løsgængere som nødplan

Partiet har endnu ikke fået nok godkendte vælgererklæringer til at kunne stille op til det kommende folketingsvalg, og derfor har partiets kandidater altså nødplanen klar med at stille op som løsgængere.

Af de modtagne 30.134 vælgererklæringer til partiet er 12.323 godkendte. 20.260 godkendte vælgererklæringer er kravet for at kunne blive opstillingsberettiget.

Formanden mener, at bureaukratiet hæmmer Nationalpartiet i at blive opstillingsberettiget, da alt for mange vælgererklæringer  med hans ord hænger fast hos kommunerne.

Svære udsigter for løsgængere

Det er meget svært for enkeltpersoner at blive valgt ind i Folketinget. Det kræver over 20.000 personlige stemmer. Men Kashif Ahmad tror på nødplanen.

- Vi stiller op, fordi vi ved, at vi har en stor opbakning, og at det kun er et spørgsmål om tid, før vi bliver opstillingsberettiget som parti.

- Skulle det ske, at vi får en eller to personer ind i Folketinget, så har vi repræsentanter i Folketinget, når vi bliver opstillingsberettiget, siger han.

Valget skal afholdes senest 14. september.

/ritzau/