Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) bør samle forskellige parter og sammen med dem udarbejde en landsdækkende plan for, hvordan man sikrer, at der kommer flere speciallæger i Danmark, og at de bliver spredt ud i hele landet.
Det mener sundhedsordførere fra Dansk Folkeparti, SF og Venstre.
- Vi skal lave en national handlingsplan for, hvordan vi sikrer læger i alle dele af Danmark, siger sundhedsordfører fra DF, Liselott Blixt.
Dermed bakker sundhedsordførerne op om Lægeforeningen, der tidligere i dag foreslog en national handlingsplan for at afhjælpe problemet med mangel på speciallæger.
Mindst 500 speciallæger manglerI øjeblikket står mindst 500 stillinger til speciallæger ubesat hen på landets sygehuse, viser en rundspørge, DR Nyheder har foretaget.
- Det er en kæmpe udfordring for det danske sundhedsvæsen, siger Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde og fortsætter:
- Sundhedsministeren skal gribe den bold, der er kastet op fra Lægeforeningen. Lad os sætte os sammen om bordet og få kigget på, hvad det er for nogle initiativer, vi er nødt til at forholde os til - også politisk - for at vi kan gøre noget ved det her problem.
- Irriterende situation
Det er særligt sygehuse uden for de store byer, der mangler speciallæger, lyder det blandt andet fra Lægeforeningen og sundhedsøkonomer.
Det er med til, at socialdemokraterne sundhedsordfører, Flemmming Møller Mortensen, kalder situationen med manglende speciallæge "irriterende".
- Borgere, der bor i det ydre Danmark, har jo med rette den samme forventning til kvaliteten i sundhedsvæsnet. Når regionerne ikke kan skaffe nok personale med faglige kvalifikationer, så bringer det vores sundhedsvæsen og vores land i en irriterende situation, siger han.
DF: Regionerne kæmper mod hinanden
Flemming Møller Mortensen mener dog ikke, at der er behov for en national handlingsplan, men at regionerne gør endnu mere for at handle på problemet.
Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti er imidlertid uenig i, at regionerne kan løfte opgaven alene.
- Regionerne kan ikke klare denne her problematik - også fordi at de kæmper mod hinanden. Derfor bliver det nødt til at være en national handlingsplan, siger hun.
Mange forslag
Der findes mange forslag til, hvordan man kan afhjælpe problemet med speciallægemangel. Direktør på Nykøbing Falster Sygehus foreslog for eksempel i dag, at speciallæger mindst 14 dage om året skal arbejde på et sygehus i Danmarks udkant.
SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, ser tre andre muligheder for sig:
- At man gør det til en del af lægeuddannelsen at komme ud i de såkaldte udkantsområder.
- Man laver ordninger, sådan at man får ansættelse tre dage om ugen på et stort sygehus og arbejder to dage på et mindre.
- At man gør det mere økonomisk fordelagtigt at arbejde på mindre sygehuse.
Sundhedsordførerne fra DF, Venstre og Socialdemokraterne mener også, at der skal skrues på flere knapper.
- Det skal være en mangestrenget indsats for, hvordan gør vi det attraktivt at være på sygehuse, der ikke ligger i Aarhus og København, siger Sophie Løhde.