Thorning om fejlinformationer: Jeg gengav bare det billede jeg fik

Først for ganske nylig blev statsministeren opmærksom på, hvornår politiet reelt var til stede ved synagogen den 14. februar, siger hun.

Helle Thorning-Schmidt blev først for nylig opmærksom på, at hun i dagene efter terrorangrebet havde videregivet forkerte informationer om sikkerhedssituationen ved synagogen i Krystalgade. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

- Jeg gengiver bare de observationer og det billede, vi havde fået i dagene efter terrorangrebet. Hvorfor skulle jeg gøre andet?

Sådan siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til TV2, efter at det i sidste uge kom frem, at politiet først var på plads ved synagogen i Krystalgade godt fire timer efter angrebet på Krudttønden - på trods af at, at Helle Thorning-Schmidt kort efter terrorangrebet gav udtryk for, at sikkerheden kom på plads "øjeblikkeligt".

Dermed lægger hun sig op ad justitsminister Mette Frederiksens (S) forklaring, som lyder, at politiet i timerne efter angrebet mod Krudttønden gav regeringen et forkert billede af sikkerheden ved synagogen i Krystalgade.

Helle Thorning-Schmidt siger samtidig, at hun først "for ganske nylig i forbindelse med, at redegørelsen blev færdig" blev opmærksom på, at hun i dagene efter terrorangrebet havde videregivet forkerte informationer om sikkerhedssituationen ved synagogen.

Statsministeren vil ikke svare på, om hun fik de forkerte informationer fra politiet.

- Jeg vil ikke gå nærmere ind i det, men når jeg går til et pressemøde, forbereder jeg mig selvfølgelig og får oplysninger fra folk, der kender mere til det, end jeg gør, og jeg gengiver bare det billede, jeg havde fået i dagene efter angrebet. Hvorfor skulle jeg gøre andet, spørger Helle Thorning-Schmidt.

Der gik lidt for lang tid

Hun mener, at "det vigtige i sagen" nu er, at Rigspolitiet har lavet en omfattende redegørelse af forløbet omkring terrorangrebet 14.-15. februar.

- Der er erkendt nogle områder, vi skal lære af - blandt andet, at man skulle være hurtigere ved synagogen, siger Helle Thorning-Schmidt til TV2.

- Det vigtige for mig i denne sag er, at vi lærer af det, der er sket. Der gik lidt for lang tid fra angrebet ved Krudttønden, til man var til stede ved synagogen. Men lad os nu huske på, at politiet jo var til stede ved synagogen, da gerningsmanden indfandt sig der, siger statsministeren.

Da justitsminister Mette Frederiksen i sidste uge offentliggjorde Rigspolitiets redegørelse skete det få timer, efter at chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Jens Madsen, forlod sin post.

Ingen kommentarer til PET-chefs afgang

Det skete ifølge Jens Madsen efter "grundige overvejelser" og en aftale med Justitsministeriets departementschef, men flere politikere ser Jens Madsens afgang som en decideret fyring som følge af det forkerte billede, der blev tegnet omkring sikkerheden ved synagogen.

Helle Thorning-Schmidt vil ikke svare på, om der er en sammenhæng mellem PET-chefens afgang og den information, regeringen modtog om sikkerhedssituationen i Krystalgade.

- Jeg har ingen kommentarer til ansættelser i Justitsministeriet, siger hun.

Både statsministeren og justitsministeren er kaldt i samråd i Retsudvalget om sagen. Der er endnu ikke fastlagt en dato for samrådet.