Løkke: Thorning og Frederiksen skubber ansvaret fra sig

Hvad vidste regeringen, og hvorfor blev der ikke fulgt ordentligt op på henvendelser fra det jødiske samfund, spørger Venstres formand.

Lars Løkke Rasmussen mener, at regeringen bør tage mere ansvar på sig i kølvandet på terrorangrebet i København. (Foto: © Mathias Bojesen, Scanpix)

Regeringen kan se frem til en byge af kritiske spørgsmål fra resten af Folketinget i den kommende tid, efter at den i går fremlagde Rigspolitiets redegørelse om terrorangrebet i København.

Allerede nu er oppositionens leder, Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, ude med en hård kritik af både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S).

Rapporten bekræfter i Løkkes øjne et indtryk af, at meget gik godt i timerne efter angrebet, men at der ligeledes var åbenlyse sikkerhedsbrister. Han efterlyser, at regeringen påtager sig et ansvar.

- Vi er nødt til at finde ud af, hvad justitsministeren vidste, og hvorfor der ikke blev fulgt ordentligt op på henvendelser fra det jødiske samfund, siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

- Set i det lys er det mærkværdigt, at der har været det her sikkerhedshul, og jeg synes ikke, det er særlig klædeligt, at regeringen skubber ansvaret fra sig ved de facto at ofre en embedsmand, siger han med henvisning til, at PET-chef Jens Madsen kort inden Mette Frederiksens pressemøde forlod sin post.

- Det har vi set regeringen gøre tidligere, når problemerne kommer tæt på. Så ryger der er en departementschef eller en anden topembedsmand.

Et nummer for smart

Lars Løkke Rasmussen glæder sig derfor over, at et samråd i Folketingets Retsudvalg med både statsministeren og justitsministeren er blevet varslet af De Konservative.

Justitsminister Mette Frederiksen gav i går en sønderlemmende kritik af PET for at have misinformeret regeringen om bevogtningen af danske jøder i timerne efter angrebet mod Krudttønden i København.

Men på trods af de forkerte oplysninger fra PET til regeringen, mener Lars Løkke Rasmussen ikke desto mindre, at regeringen skøjter for let henover de alvorlige konklusioner i Rigspolitiets rapport.

- Man kunne jo tage ansvaret på sig. Vi har endnu til gode at vide, hvornår regeringen vidste hvad og hvorfor og hvordan. Vi har til gode at vide, hvordan skiftende justitsministre har fulgt op på henvendelser fra det jødiske samfund, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han henviser til, at det jødiske samfund i Danmark kort efter angrebet mod Charlie Hebdo i Paris og kort inden angrebet i København henvendte sig til justitsminister Mette Frederiksen og udtrykte bekymring for sikkerheden.

- Så det er ikke kun et spørgsmål om dialog ude hos PET. Denne sag har været helt oppe på ministerens bord. Derfor forekommer det ikke særlig klædeligt, for nu at sige det diplomatisk, at man et par timer, før man afleverer den redegørelse, man er presset til at give, pludselig flytter en PET-chef. Det er lige et nummer for smart, siger Lars Løkke Rasmussen.

Langsigtet løsning efter valget

Venstre-formanden finder det afgørende, at der nu bliver "fulgt ordentligt op" på Rigspolitiets omfattende redegørelse om terrorangrebet.

Det vigtigste nu og her er at sikre, at der fortsat vil være en ordentlig beskyttelse af det jødiske samfund og dets institutioner, lyder det.

- Som jeg forstår det, holder regeringens beredskab lige præcis valgperioden ud - frem til september - men der er brug for en varig løsning. Derfor må vi grave os ned i den redegørelse, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Men justitsministeren har valgt at køre det her alene med venstrefløjen. Så langsigtede løsninger finder vi nok først efter valget. Så bliver det vores opgave, når og hvis vi vinder valget, at samle op på det her.