Der er brug for et ’nyt og forbedret’ dagpengesystem, så flere mennesker kan komme i arbejde.
Men dagpengekommissionen skal først præsentere sine anbefalinger, før de konkrete drøftelser om et nyt system kan gå i gang.
Det skriver de Radikales politiske leder, Morten Østergaard, på sin Facebook-side, efter Socialdemokraterne har meldt ud, at der er brug for et nyt dagpengesystem.
De Radikale var i modsætning til Socialdemokraterne med til at indgå den omstridte dagpengeaftale fra 2011, som blandt andet halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningsperioden.
Kritik fra støttepartier
Står det til S-formand og statsminister Helle Thorning-Schmidt skal genoptjeningsreglerne nytænkes.
Derudover skal det gøres mere attraktivt for arbejdsløse at tage kortere job, mener Socialdemokraterne, og det møder opbakning fra LO.
Det har ikke været muligt at få en opfølgende kommentar om netop de forslag fra Morten Østergaard.
Til gengæld har både SF og Enhedslisten kritiseret Socialdemokraternes udmelding.
Selv om SF bakker op om at ændre eksempelvis genoptjeningsreglerne, mener formand Pia Olsen Dyhr, at S-udmeldingerne er for 'ukonkrete og uforpligtende'.
En lignende melding kommer fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som ikke mener, at man kan løse 'det kæmpemæssige dagpengeproblem' ved alene at se på genoptjeningsretten.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:554338326187a41fe8dbf39f
Se tv-interview med Helle Thorning-Schmidt herover om, hvad Socialdemokraterne vil med dagpengene. Foto: DR