Løs snak og sympatiske ord - men ingen tegn på handling.
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, er særdeles behersket i sin reaktion på, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har brudt tavsheden om dagpengene og blandt andet vil nytænke genoptjeningsretten.
- Det er ukonkret og uforligtende fra statministerens side, selv om det her er et meget alvorligt problem.
- Jeg synes, hun skal skal indkalde til forhandlinger, så vi kan få halveret genoptjeningsretten i stedet for bare at tale om den, siger Pia Olsen Dyhr.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5543366ba11f9f0f84c32485
Helle Thorning-Schmidt talte om dagpenge under 1. maj-talen i Aarhus. Foto: DR
Sent torsdag aften sendte Helle Thorning-Schmidt en mail rundt til de socialdemokratiske medlemmer, hvor hun gav sit bud på, hvordan et fremtidigt dagpengesystem skal se ud.
- Reglerne for genoptjening fungerer ikke godt nok. Derfor skal genoptjeningsreglerne nytænkes, skriver Helle Thorning-Schmidt i mailen.
Med dagpengereformen fra 2010 blev genoptjeningskravet hævet fra 26 til 52 ugers arbejde.
Hidtil har Helle Thorning-Schmidt kun meldt ud, at hun afventer dagpengekommissionens forslag til september og erklæret, at et nyt dagpengesystem skal være "bedre" og sikre, at færre falder ud.
I mailen skriver statsministeren også, at et ændret dagpengesystem ikke må blive dyrere, end det er i forvejen, sådan som det også står på opgavelisten for dagpengekommissionen.
Men det giver ikke rigtig mening for Pia Olsen Dyhr.
- Hun siger, at det skal være indenfor den eksisterende økonomiske ramme, men det kan jo ikke lade sig gøre at levere på genoptjeningen uden for eksempel at skære på dagpengeperioden, siger SF-formanden.
- Løs snak og sympatiske ord hjælper ikke. Statsministeren bør handle i stedet for at sende flere tomme signaler ud. Hun har mulighed for at levere forbedringer, siger Pia Olsen Dyhr.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5543378da11f9f0f84c32496
Lars Løkke Rasmussen er parat til at forhandle bredt om dagpenge, siger han til DR Nyheder under en gåtur i Fælledparken 1. maj. Foto: DR