Det danske arbejdsmarked har det bedre. Siden april 2013 er der blevet skabt 53.400 job.
Og beskæftigelsen fortsætter med at stige.
Således kom der 4.100 flere danskere i arbejde i februar, viser helt nye tal fraDanmarks Statistik.
- Jeg er tilfreds med, at fremgangen i beskæftigelsen, som er steget 22 måneder i træk, er bredt funderet i den private sektor i stort set alle brancher, udtaler Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) i en pressemeddelelse.
2.594.200 danskere er nu i arbejde, og Morten Østergaard har sat sig som mål, at tre millioner danskere skal arbejde.
- Både byggeri, industri, handel og service viser gode takter og ansætter flere personer, uddyber ministeren.
500 færre job i det offentlige
Det er især inden for servicebranchen og handel- og transportbranchen, at der er blevet skabt mange nye job.
Derimod går det ikke godt for den offentlige sektor med at få skabt nye job, idet der i februar måned var 500 færre job.
Men alligevel klapper man i hænderne over de nye jobtal hos LO.
- I industrien er der kommet 5.600 flere job siden februar sidste år. Det er den største årlige fremgang i branchen i mere end syv år, fortsætter hun. Det er vigtigt for dansk økonomi efter de hårde tider under krisen, hvor industrien mistede mere end 80.000 job på godt to år, siger Mette Hørdum Larsen, der er økonom i LO, i en pressemeddelelse.
Hun vurderer, at fremgangen sætter streg under det faktum, at det går bedre for dansk økonomi.
Alle lønmodtagere er medregnet i tallene, uanset om de arbejder på hel- eller deltid, og uanset om de har bopæl i eller uden for Danmark. Også lønmodtagere, der har lønmodtagerjob som bijob til et hovedjob som selvstændig, er medregnet.