Der er ikke meget konkret i Lars Løkke Rasmussens (V) dagpengeudmelding, men det, der er i den, er trods alt positivt.
Det siger SF-formand Pia Olsen Dyhr, efter at Venstres formand fredag aften i talkshowet 'Vi ses hos Clement' åbnede for at ændre i de dagpengeregler, der har været dansk politiks varmeste emne i de senere år.
- Det er da positivt, at han begynder at snakke om, at der er problemer i den dagpengereform, han selv har lavet. Jeg synes bare ikke, at han kommer med nogle reelle løsninger, siger SF-formanden.
- Han er jo fadderen til dagpengereformen fra 2010, og på den måde er det jo lidt af et skridt, at han overhovedet begynder at snakke om det. Det var ikke sket uden pres fra SF og fagbevægelsen, og jeg håber, at det pres også får statsministeren til at flytte sig. Det er det afgørende, siger hun.
Pia Olsen Dyhr efterlyste fra talerstolen på SF's landsmøde lørdag, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) også kommer på banen og omsætter sine ord om et nyt dagpengesystem med færre udfaldstruede til virkelighed.
Når Løkke kan, kan S også
SF-formanden håber, at Lars Løkke Rasmussens udmelding kan få Socialdemokraterne til at komme med konkrete udmeldinger i dagpengedebatten - og ikke vente på Dagpengekommissionens anbefalinger, som Socialdemokraterne har annonceret.
Dagpengekommissionen ventes at komme med sine anbefalinger til september, og dermed kommer Socialdemokraterne ikke umiddelbart med konkrete dagpengemeldinger inden det kommende folketingsvalg.
- Men når Løkke kan flytte sig, tror jeg også, at Socialdemokraterne kan, siger Pia Olsen Dyhr.
Lars Løkke Rasmussen åbner i fredagens talkshow for, at også korte jobforløb kan udløse ret til dagpenge i en kortere periode. På den måde kan man eksempelvis undgå, at dagpengemodtagere takker nej til sæsonarbejde, fordi det ikke kan betale sig, siger Lars Løkke.
Svært at slå ihjel som fadder
Det er SF åben over for, men Pia Olsen Dyhr tvivler på, at en borgerlig regering med Venstre i spidsen vil ændre dagpengesystemet i tilstrækkelig grad.
- Jeg har meget lidt fantasi i den retning, for jeg synes, han har stået så fast på dagpengereformen indtil videre. Når man er fadder til noget, er det også nogle gange svært at slå det ihjel efterfølgende, siger Pia Olsen Dyhr.
- Det virker som om, at han hopper på stedet og mest har lyst til at sende et signal. For der er jo ikke noget konkret indhold i det, og derfor sætter jeg også min lid til, at det er Socialdemokraterne og ikke Venstre, der skal løse det her, siger hun.