Regeringen vil give studerende to års pause

Det skal være nemmere for studerende at tage en pause i studiet mellem bacheloren og kandidaten, mener uddannelsesminister. Venstre afviser.

De danske bachelorstuderende er glade for regeringens melding - selvom de gerne ville have haft en pause på fem år. (Foto: © Scanpix)

Bachelorstuderende skal have lov til at tage to års pause fra skolebøgerne, inden de starter på kandidatuddannelsen.

Det mener i hvert fald uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), som vil give de studerende mulighed for at udskyde kandidatuddannelsen i op til to år, så de kan få noget erhvervserfaring.

Derefter skal de være sikret at kunne vende tilbage og starte på en kandidatgrad.

- Det handler om at give noget fleksibilitet til de studerende, så de kan blive helt klare på, hvad de gerne vil specialisere sig i, hvis de vil læse en kandidat. Formålet er at sikre, at der er en forbindelse mellem uddannelse og arbejdsmarked, siger Sofie Carsten Nielsen.

Kvalitetsudspil på vej

I dag har de bachelorstuderende kun retskrav på at komme ind på et kandidatstudie, hvis de fortsætter i umiddelbar forlængelse af bachelorstudiet. Vil de tilbage senere, skal de søge om at komme ind, og de risikerer derfor at blive afvist, hvis kandidatpladserne for eksempel er fyldte.

Men det skal altså laves om nu, mener uddannelsesministeren.

Sammen med rektorerne fra landets videregående uddannelser præsenterer ministeren torsdag et fælles kvalitetsudspil, som indeholder en række punkter, der skal sikre kvaliteten på de videregående uddannelser. Den udvidede retsgaranti for de bachelorstuderende er blot ét af dem.

Danske studerende ønsker fem års pause

Pausen mellem kandidaten og bacheloren har længe været efterspurgt af både studerende, uddannelser og erhvervsliv. For på den her måde får de studerende mere tid til at blive klar over, hvordan de vil specialisere sig - og så får de erhvervserfaring.

- Det er en ny måde at se uddannelser på, hvor man blander uddannelser og arbejdsliv. Jeg tror, vi kan få mere motiverede kandidatstuderende, siger Sofie Carsten Nielsen.

De danske studerende er glade for regeringens melding, selvom de gerne ville have haft en længere pause.

- Som udgangspunkt er alt, der kan give mere fleksibilitet til studerende godt. Det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning. Men vi ville gerne have haft fem år - fleksibiliteten er rigtig vigtig for os, siger Yasmin Davali, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd.

Venstre: "Det sejler for ministeren"

Med det nye forslag går regeringen mod et af de råd, som Kvalitetsudvalget har givet - et udvalg, som uddannelsesministeren i øvrigt selv nedsatte til at gennemgå kvalitet og relevans i de videregående uddannelser.

Det foreslog tidligere på året helt at fjerne retskravet til en kandidatuddannelse.

Skal regeringens forslag blive til virkelighed, kræves der enighed med Venstre og Konservative. Og der står Sofie Carsten Nielsen overfor lidt af en udfordring. Venstre afviser nemlig blankt det nye forslag:

- Vi har lige set regeringen gennemføre en fremdriftsreform, hvor der skal skabes fremdrift i de studerendes uddannelsestid, og så giver det jo slet, slet ingen mening, at vi nu skal have lagt faste pauser ind, som er studieforlængende, siger Esben Lunde Larsen, der er uddannelsesordfører hos Venstre.

- Det sejler for uddannelsesministeren, og det her er mest af alt et tegn på, at hun gerne vil være bedste venner med de studerende, fortsætter han.