Alternativet har endnu ikke nogen politik på udenrigsområdet. Heller ikke på sundheds- og skatteområdet. Ikke desto mindre har flere meningsmålinger sendt partiet over spærregrænsen.
Politisk leder Uffe Elbæk erkender, at Alternativet ikke nødvendigvis når i mål med en færdigformuleret politik på eksempelvis udenrigs- eller sundhedsområdet inden folketingsvalget.
Men det er heller ikke meningen, understreger han.
- Den måde, vi udvikler politik på i Alternativet, er gennem politiske laboratorier, og vi har fra starten sagt, at vi ikke er noget politisk supermarked med produkter på alle hylder, siger Uffe Elbæk.
- Man skal hellere se Alternativet som en specialbutik på nuværende tidspunkt, hvor vores varer, eller politikområder, til gengæld er særdeles gennemarbejdede, siger han.
Ordfører udtaler sig kun på egne vegne
Uffe Elbæk har tidligere sat 14. april som deadline for, hvornår Alternativet skal have 'alt klar'. Og selvom valgplakaterne sandsynligvis når at blive trykt inden 14. april, så mangler partiet endnu at have en holdning på flere områder.
Det fastslår eksempelvis partiets udenrigsordfører, Ulla Sandbæk.
- Udenrigspolitikken bliver ikke klar til den 14. april, siger hun.
Alternativets udenrigspolitik skal ligesom sundhedspolitikken og skattepolitikken først igennem de såkaldte politiske laboratorier, inden det bliver partiets officielle politik.
- Så hvis jeg bliver spurgt til udenrigspolitik, kan jeg kun udtale mig på egne vegne, og så kan jeg kun håbe på, at det på en eller anden måde falder i tråd med den filosofi, som er Alternativets, siger Ulla Sandbæk.
- Vi har for eksempel heller ikke nogen forsvarsordfører, siger hun.
Hvem udtaler sig så om forsvarspolitikken?
- Det, går jeg ud fra, må blive Uffe. Han udtaler sig på de områder, hvor vi ikke har andre, siger Ulla Sandbæk.
Folk er dødtrætte
Uffe Elbæk peger på, at Alternativet som udgangspunkt har tre fokusområder og ikke nødvendigvis vil have en politik på alle de områder, hvor partierne på Christiansborg traditionelt uddeler ordførerskaber.
De tre fokusområder handler om en 'seriøs bæredygtig omstilling af Danmark' på det økonomiske, miljømæssige og sociale område; en stærkere iværksætterkultur; og så har partiet et budskab om 'mindre stat og mere samfund', som ifølge Uffe Elbæk betyder, at civilsamfundet i langt højere grad skal være med til at løse samfundets udfordringer.
Selvom partiet endnu ikke har gjort sig klart, hvad det mener på en række områder, så har flere meningsmålinger som nævnt sendt Alternativet over spærregrænsen.
Det skyldes ifølge Uffe Elbæk blandt andet, at Alternativet har en klar politik 'på de områder, som er vigtige for os'.
Samtidig oplever han, at mange efterlyser noget nyt i dansk politik, når de sender Alternativet over spærregrænsen. De ønsker et andet vækstbegreb og en anden politisk kultur, lyder det.
- Folk er dødtrætte af, at regeringen og oppositionen hele tiden kører en meget konfronterende retorik over for hinanden, og at alt bliver sorthvidt og til en vis grad også mudderkastning. Man ønsker simpelthen at tale politik på en anden måde og i andre rammer, hvor man har respekt for hinanden, siger Uffe Elbæk.
Ingen holdning til den offentlige vækst
Alternativet kommer dog med politiske udspil på traditionelle områder som sundhed, økonomi og skat i løbet af foråret. Nogle af dem bliver en del af valgkampen - afhængig af hvornår Helle Thorning trykker på valgknappen - og nogle gør ikke, forklarer Uffe Elbæk.
Men Alternativet insisterer ikke desto mindre på at have en anden tilgang til dansk politik end langt de fleste partier i Folketinget.
Partiet nægter eksempelvis at have en holdning til, hvor meget den offentlige sektor i Danmark skal vokse - hvis den altså skal det. Et emne, som i høj grad præger den politiske debat på Christiansborg.
- Vi er meget mere optagede af, hvordan vi får en offentlig sektor, som vi slipper fri. Altså, vi tror på, at hele den kontrolkultur, som har redet den offentlige sektor som en mare på grund af politikere som mig selv, skal sættes fri, siger Uffe Elbæk.
Men det handler jo om, hvor man skal skære i den offentlige sektor, eller hvor man ikke skal. Er det ikke nødvendigt at være rimelig præcis på, hvad man mener om det?
- Nej, det synes vi faktisk ikke. Vi tror på, at vi skal finde nye løsninger i et helt andet samarbejde mellem det offentlige, private og den frivillige sektor. De muligheder, der ligger i sådan et samarbejde, har vi slet ikke afsøgt ordentligt.
- Der er en enorm fokus på, om den offentlige sektor skal vokse 0,1 procent eller 0,8 procent. Det mener vi ikke, at vi skal fokusere på. Vi skal fokusere på at lave nye samarbejdsmuligheder, siger Uffe Elbæk.