Venstres bagland kræver svar fra Løkke: Hvad er det moderne kontanthjælpsloft?

Partitoppen skal fremlægge en plan før valget, mener en lang række af Venstres egne byrådsmedlemmer.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen præsenterede ideen om et moderne kontanthjælpsloft på partiets landsmøde i oktober 2013. Nu kræver dele af Venstres bagland konkrete svar fra formanden. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

Venstres formand og statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen (V), bliver nu sat under pres fra sit eget bagland om det moderne kontanthjælpsloft, som Løkke vil indføre efter næste valg.

Venstre har siden partiets landsmøde i oktober 2013 opereret med en plan om at indføre et moderne kontanthjælpsloft.

Men trods halvandet års betænkningstid og en nylig kontanthjælpskampagne, har Venstre endnu ikke fremlagt en konkret plan for det moderne kontanthjælpsloft.

- Det er vigtigt for vælgerne at vide, hvor Venstre står i forhold til kontanthjælpsloftet, fordi vi melder ud, at det skal kunne svare sig at gå på arbejde. Det skal det også kunne. Og så synes jeg, at jo tættere vi kan komme på, hvad tingene betyder, jo bedre er det, og jo mere ærligt er det at gå til valg på, siger viceborgmester for Venstre i Billund, Uffe Schmidt.

Vælgerne skal vide, hvad Venstre vil

I stedet for en konkret plan for et fremtidigt kontanthjælpsloft sætter Venstre-toppen "en retning", som flere fremtrædende Venstre-folk har formuleret det. Men det er ikke godt nok, lyder det fra flere sider i Venstres bagland.

Keld Vallentin sidder i byrådet i Haderslev for Venstre. Han mener, at Venstre-toppen bør leve op til partiets gamle slogan "Venstre ved du, hvor du har".

- Venstres ledelse skal være klare i spyttet om det moderne kontanthjælpsloft. Jeg ved godt, at partitoppen gerne vil vente med at være præcise, men vælgerne har krav på at vide, hvor Venstre står, siger Keld Vallentin.

Lignende udtalelser får man fra Venstre-byrådsmedlemmer i Thisted, Svendborg og Varde.

I Kalundborg mener byrådsmedlem Anita Winther (V), at Venstres top snart bør forklare præcis, hvad Venstre mener med et moderne kontanthjælpsloft.

- Det er på tide, at vi melder ordentligt ud, så man ved, hvad man har at rette sig efter. Folk på kontanthjælp skal også kunne føle sig sikre. Jeg håber meget snart, at Venstre melder ud, for vores vælgere skal vide, hvad Venstre vil, siger Anita Winther.

Ifølge Bo Nygård Larsen, der er byrådsmedlem for Venstre i Solrød, handler det om at have rent mel i posen.

- Derfor bliver Venstre ledelse inden næste valg nødt til at fortælle, hvad det moderne kontanthjælpsloft skal være. Det berører jo mange menneskers økonomi, og de har naturligvis krav på at vide, hvad de kan regne med, hvis Venstre vinder valget, siger han.

Kan skade partiet

Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, lovede kort efter Lars Løkke Rasmussens landsmødetale i oktober 2013, at Venstre ville konkretisere sine planer om et nyt kontanthjælpsloft inden folketingsvalget.

- Vi skal nok sørge for, at danskerne ved, præcis hvad vi går til valg på, når vi nærmer os, sagde Torsten Schack Pedersen dengang til Politiken.

I dag vil Lars Løkke Rasmussen ikke gå lige så langt som sin skatteordfører gjorde i 2013. Løkke har flere gange afvist at love, om Venstres endelige plan for et moderne kontanthjælpsloft kommer før eller efter valget, der skal afholdes senest 15. september.

Men det er afgørende, at det sker før, mener Nellie Ahrenkiel Bradsted, V-byrådsmedlem i Faxe.

- Vælgerne har da krav på klar besked om vores politik, inden de sætter krydset. Vi skal udvise åbenhed om vores politik, og jeg er da ked af det, hvis Venstre-toppen ikke før valget vil fortælle, hvordan kontanthjælpsloftet skal udformes, siger Nellie Ahrenkiel Bradsted.

Viceborgmester for Venstre i Billund, Uffe Schmidt, frygter, at partitoppens tavshed i sidste ende kan skade Venstre.

- Problemet, hvis man ikke er mere konkret, kan jo være de tvivlsspørgsmål, der står tilbage. Det håber jeg da ikke kan skade partiet, men det kan jeg være bange for, siger Uffe Schmidt.

V-borgmestre: Det kan godt vente til efter valget

Det er dog ikke alle i Venstres bagland, der finder det lige så presserende, at partitoppen fremlægger detaljer om det moderne kontanthjælpsloft forud for folketingsvalget.

- Det er Venstres ledelse, der vælger det rigtige tidspunkt for, hvornår de vil være konkrete på, hvordan et moderne kontanthjælpsloft skal udformes, siger Tønder-borgmester Laurits Rudebeck (V).

Det er Greve-borgmester Pernille Beckmann enig i, og i Vejen peger borgmester Egon Fræhr på, at Venstre nok ikke får 90 mandater ved det kommende folketingsvalg.

- Dem, vi skal samarbejde med, skal jo også have indflydelse på det, så det er fint at vente med det til næste valg. Derfor behøver Venstre ikke komme med tal nu, siger han.