Konservative vil ikke frede velfærdsydelser som Løkke

De Konservative vil modsat Venstre ikke frede ydelser som børnecheck og boligstøtte, siger gruppeformand Brian Mikkelsen (K).

De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, siger nej til at frede en eneste velfærdsydelse. Det har Venstre ellers lagt op til i tilfælde af en blå valgsejr. (© DR (arkivfoto))

Skulle det kommende folketingsvalg ende med en borgerlig sejr, så kan der opstå flere diskussioner mellem Venstre og de Konservative om størrelsen på en række velfærdsydelser.

For mens Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen, kun vil skære i kontanthjælpen og ingen andre offentlige ydelser, så vil de Konservative ikke frede noget som helst.

- Vi vil ikke fastfryse verdens største offentlige sektor med den størrelse, den har, eller at alle ydelser automatisk skal være sådan, siger partiets gruppeformand, Brian Mikkelsen.

Det skal betale sig at arbejde

Det er i søndagens udgave af Jyllands-Posten, at Lars Løkke Rasmussen lover, at der ikke vil blive pillet ved for eksempel børnecheck og boligstøtte.

Det sker i forbindelse med, at partiet uddyber ønsket om et såkaldt moderne kontanthjælpsloft, der skal sætte loft over, hvad man samlet set kan modtage i ydelser fra staten.

De Konservative har ikke konkrete planer om at ændre i ydelserne, men vil belært af erfaring ikke love, at de ikke vil gøre det.

- Vores holdning er, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, der skal være frihed, og for det tredje skal der være nogen, som kan investere i danske arbejdspladser. Derfor skal vi have råd til at kunne sænke skatter og afgifter, siger Brian Mikkelsen.

Løkke vil ikke jagte ydelser

- Vi vil på forhånd ikke smide nogen kort af hånden, fordi så er man en rigtig dårlig kortspiller. Det kan jo være, man skal bruge nogle af de kort til at sikre et bedre samfund, siger Brian Mikkelsen.

Over for Jyllands-Posten nævner Lars Løkke Rasmussen, at målet med Venstres kontanthjælpsloft ikke er at gå på jagt efter alle mulige ydelser.

- Vores udgangspunkt er, at vi har en grundlæggende respekt for de systemer, vi har med fripladsgrænser, boligsikring og det ene og andet og tredje, siger Lars Løkke Rasmussen til avisen.

/ritzau/